Kolding Nyheder

26-årig mand skal seks år i fængsel

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

For seks uger siden blev fem personer sigtet efter en anholdelsesaktion i en narkotikasag. Nu er den første mand dømt.

National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har fået en 26-årig mand idømt seks års fængsel i en sag om videreoverdragelse af betydelige mængder kokain.

Det er sket torsdag ved Retten i Kolding, hvor den 26-årige tilstod over for en dommer, at han 21. oktober modtog tre kilo kokain på en adresse i Hvidovre.

Kokainen var forinden blevet overdraget til en kvinde, der bragte narkotikaen til Sjælland. Den forudgående overdragelse til kvinden skete på en rasteplads syd for Kolding.

Den 26-årige tilstod også, at han 4. november 2023 forsøgte at modtage fire kilo kokain med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer. Den nu dømte modtog dog aldrig det forbudte stof, da politiet slog til og i en anholdelsesaktion fik stoppet leverancen.

Fem personer blev ved aktionen anholdt og sigtet i sagen. De blev varetægtsfængslet samme dag. Ved aktionen blev der fundet og beslaglagt 15 kilo kokain.

-På baggrund af en effektiv anholdelsesaktion er der blot gået nogle få uger fra anholdelse til den første dom i sagen. Der er tale om en alvorlig sag, hvor det er lykkedes politiet at standse et netværk bag distribution af betydelige mængder kokain i Danmark, og jeg ser med tilfredshed på, at der er udmålt en dom, der følger anklagemyndighedens påstand, fortæller specialanklager ved NSK, Rasmus Gyldenløve Jensen i en pressemeddelelse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel