Kolding Nyheder

33-årig mand dømt for drab

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Foto: BlumePress (Arkivfoto)

En 33-årig mand fra Kolding blev mandag ved Retten i Kolding blevet fundet skyldig i, at have dræbt en 43-årig mand fra Kolding og for usømmelig omgang med lig.

En 41-årig mand fra Kolding, der også stod tiltalt for drabet, blev alene fundet skyldig i usømmelig omgang med lig.

De to mænd på henholdsvis 33 år og 41 år blev begge anholdt og sigtet for drabet på den 43-årige mand den 26. maj 2022. Samme dag var liget af den 43-årige Michael Bodilsen blevet fundet nedgravet i Springbjerg Haveforening i Vonsild. Han havde forud for dette været savnet og efterlyst siden den 7. maj 2022.

Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Mandag fandt retten i Kolding den 33-årige mand skyldig i tiltalepunkterne for drab begået i perioden mellem den 2. og 4. maj 2022 og for usømmelig omgang med lig samt for vold i gentagelsestilfælde. Volden blev begået mod den nu afdøde 43-årige mand et par dage før drabet. Dommen udløste også en reststraf fra en tidligere dom, og samlet blev han idømt 12 år og 9 måneders fængsel.

Retten i Kolding fandt ikke den 41-årige mand skyldig i drab, men for usømmelig omgang med lig. For det blev han idømt foranstaltning med længstetid i 5 år. Han blev løsladt efter dommen, og den 33-årige blev fængslet.

Den 41-årige modtog sin dom, og den 33-årige udbad sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget , ,
Del denne artikel