Langvarige bestræbelser har ikke givet de ønskede resultater og skabt det nødvendige liv og kundeflow i centrum af Kolding, som der så desperat er brug for.
Efter adskillige årtier som midtpunkt for butikkerne, talerør og arrangør af begivenheder, gennemgår City Kolding i øjeblikket en omskiftelig proces.
Op til den ordinære generalforsamling den 19. marts har bestyrelsen for City Kolding reflekteret over den langvarige kamp og de udfordringer, som foreningen har stået over for og fortsat står over for her i begyndelsen af 2024.
I løbet af 2023 har bestyrelsen arbejdet hårdt på at udvikle foreningen og styrke dens position i Kolding. Med Gitte Lindbos tiltrædelse som direktør i februar 2023 har der været fokus på implementeringen af en ny strategi for at bevare foreningen. På trods af disse anstrengelser og den seje kamp, der gennem årene er blevet ført fra forskellige sider, har de langvarige bestræbelser ikke givet de ønskede resultater og skabt det nødvendige liv og kundeflow i centrum af Kolding, som der så desperat er brug for.
Det er tid til forandring
-Vi ser stadig et stort potentiale i Kolding centrum og håber, at vi i fremtiden kan finde nye veje, der kan samle kræfterne om at genopbygge tidligere styrke i centrum af Kolding,” fortæller fungerende formand for foreningen City Kolding, Søren Harresø, i en pressemeddelelse.
-Kolding centrum har tydeligt behov for mere aktivitet og tiltrækning af besøgende. Kommunen og byrådet har også erkendt dette behov og arbejder på forskellige initiativer for at gøre en forskel. Uanset udfaldet mener bestyrelsen for City Kolding, at der er behov for et langt større og stærkere samarbejde og frivillig opbakning fra erhvervslivet for at genoplive livet i Koldings centrum.
I løbet af 2023 har det været en udfordring at fastholde medlemmerne i foreningen, primært på grund af manglende synlighed, økonomiske problemer og fysiske ressourcer. På trods af bestyrelsens og direktørens bestræbelser har det været vanskeligt at forene ønsker og mål med de tilgængelige ressourcer. Selvom City Kolding i løbet af 2023 har afholdt en række vellykkede arrangementer for at skabe liv i byen og tiltrække besøgende, har det overordnede resultat ikke været tilfredsstillende hverken for ledelsen eller medlemmerne.
Efter flere årtier som forening, som butikkernes repræsentant og stemme i midtbyen og i en lang periode som midtbyens fyrtårn, ser bestyrelsen ikke længere en bæredygtig vej til at opretholde positionen som bindeled, stemme og eventarrangør for medlemmerne. Derfor har bestyrelsen foreslået en opløsning, som skal behandles på to ekstraordinære generalforsamlinger den 19. marts og den 5. april, før den endelige beslutning træffes.
-Det har på ingen måde været en nem beslutning, men i bund og grund handler det om rettidig omhu. Det er bestyrelsens håb, at der, hvis denne dør lukkes, åbner der en ny, siger Søren Harresø.
Bestyrelsen stiller sig til rådighed
Trods anstrengelser i løbet af 2023, har det også her været vanskeligt at finde en egnet kandidat til formandsposten. Derfor stiller både Søren Harresø og den øvrige bestyrelse sig til rådighed frem til en endelig beslutning om opløsning og året ud, til en sådan effektueres.
City Kolding har eksisteret siden 1990.