Her er programmet til Sommer ved Søen 2024

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
The Boss. Foto: Musik Kolding/pressefoto.

Så er programmet til Sommer ved Søen 2024 klar.

Musik Kolding har netop offentliggjort navnene til Sommer ved Søen 2024. Og det bliver et alsidigt program.

I år kan du opleve Søs Fenger, Fyr & Flamme, Chefen og Hit-festen, Rikke Thomsen, Michelle Birkballe og The Boss.

Koncerterne finder som altid sted på plænen ved Slotssøbadet og koncerterne er gratis.

Program

• 20. juni: Søs Fenger
• 27. juni: Fyr & Flamme
• 4. juli: Chefen og Hit-festen
• 11. juli: Rikke Thomsen
• 18. juli: Michelle Birkballe
• 25. juli: The Boss

Søs Fenger

Søs Fenger. Foto: Phie Beckett Stenbæk/pressefoto.

Søs Fenger startede for alvor sin karriere som popidol i News (1983-1987, red.). Hun har siden som solist bevæget sig rundt i mange genrer – pop, rock, jazz, viser, disco – og det både på dansk, svensk og engelsk.

På én gang har Søs Fenger således på forunderlig vis formået, at forvalte både sine musikalske interesser og sit store talent. Hun har holdt fast i den svære kunst i, at have sig selv og publikum med hele vejen. Søs Fenger er kendt og elsket af de fleste danskere, gennem flere generationer. I år kan hun så opleves i forbindelse med Sommer ved Søen 2024.

Fyr & Flamme

Fyr & Flamme. Pressefoto.

Her godt tre år efter Fyr og Flamme brød igennem lydmuren, må selv den mest korsarmede dansehader nok erkende at de er som et genstridigt forkølelsessår, man må slutte fred- og lære at leve med.

Der findes med andre ord ingen creme mod Laurits og Jespers ekstremt smittende musikunivers. Hvis det klør et sted må du klø tilbage og hvis det de rastløse dansefødder kløen har spredt sig til, er den simpleste kur at møve sig foran til et farvebad af guldstøv og glittertårer i selskab med Fyr Og Flamme og deres altid oplagte orkester.

2023 blev rundet fornemt af med to singler, et udsolgt juleshow og en flot TV-optræden. Speederen bliver på ingen måde sluppet ind i 2024, hvor en længere udgivelsesplan ligger for. De skal deltage i en række TV-formater.

Der er gang i karriererne hos de herrer Groth og Emanuel, og alt fra gennemførte præstationer på det store lærred til alko-musiceren i Breinholts tilsyneladende udødelige julekalender, gør Fyr og Flamme mere aktuelle end nogensinde før.

Deres største hits ligger i fremtiden og koncerterne i 2024 vil løfte sig fra, hvad vi hidtil har set og har kunnet forvente. Som altid iklæder Fyr Og Flammes sig dog i noget nyt, gammelt, lånt og blåt.

Chefen & Hit-festen

Chefen & Hit-festen. Pressefoto.

De fire venner, Anna David, Christian Brøns, Yepha & Chief 1, har langt om længe besluttet sig for, at føre idéen om en vaskeægte hitparade ud i livet. Nu skal det være. Derfor tager de på en storslået sommertour i 2024.

Holdet udvælger de bedste og største af sangene, og smadrer sommeren 2024 med hinanden og et velspillende band.

De fire artister har hver især opnået flotte karrierer, og produceret hitsange på samlebånd. Nu skal alle sangene i spil, og der er lagt op til et brag af en koncert, når de fire venner fyrer den af på scenen.

Rikke Thomsen

Rikke Thomsen. Pressefoto.

Med 2021 udgivelsen ”OPLAND” fik Rikke Thomsen startet en hel bevægelse i det sønderjyske. En bevægelse, som sikkert og roligt har sat sig som ringe i vandet, som et melankolsk sønderjysk ekko fra Gedser til Skagen, fra Esbjerg til København.

Med sit episke og lyriske udgangspunkt i landsbyen Blans i Sønderjylland, udfoldede Rikke Thomsen på ”OPLAND” en verden af 80’er nostalgisk realisme, afmagt og savn for os.

Altid med respekt for emnet, og for sig selv som hovedperson. Alle som har hørt sangene fra det fremragende 1. album, er betagede af historierne i ”Vausen”, ”Ballebrovej nr. 2” og ”Hunge Hjerte”.

Stemningen er fortættet og dialekten uomtvistelig, og alligevel bliver man som tilskuer draget ind i Rikke Thomsens univers med et smil på læben og en selvfølgelighed, som er påfaldende. Rikkes univers er yderst nærværende og ærligt, og man er, som tilskuer til koncerterne eller lytter af musikken, ikke i tvivl om oprigtigheden bag ordene.

Der bliver på 2. album skruet gevaldigt op for intensiteten hele vejen rundt. Der bliver simpelthen gået betydeligt hårdere til stålet musikalsk og tekstmæssigt. Nogle gange er det som om hun har mest lyst til at brænde hele lortet ned.

Michelle Birkballe

Michelle Birkballe. Foto: John Lauritzen/pressefoto.

En koncert med Michelle Birkballe betyder fabelagtig god stemning både på scenen, bag scenen og blandt publikum.

Hun har altid garvede musikere med sig, og sammen leverer de koncerter med kvalitet, nerve og ægte spilleglæde. Humor, charme, friskhed, talent og energi og ikke mindst hendes hæse stemme er nogle af hendes kendetegn.

Som storyteller er hun skarp i replikken, når hun råt for usødet fortæller om livets op- og nedture. Alt kommer lige fra hjertet.

I guitarkufferten har Michelle Birkballe masser at tage af, når hun går på scenen med sine sange. Hun er blues, hun er rock and roll, pop og country, hun er americana. Hun er rå, hun er blid, hun er fed.

The Boss

The Boss. Foto: Musik Kolding/pressefoto.

The Boss – Tribute to Springsteen med Michael Christensen i front – giver det bedste bud på en hyldest til bossen selv.

Med en tatovering af Bruce’s ansigt samt en tekst-bid fra en af hans sange, må man sige, at Michael C selv er en af bossens største fans. Det er med denne ærefrygt hans tilgang giver mening uden at blive en parodi. Michael er så tæt på the real deal man kan komme.

Musikerne i bandet kan på ethvert tidspunkt stå selv, men sammen er de eminente. Ekvilibristiske solo-præstationer med chase mellem bl.a. guitar og sax og sammenspillet gør oplevelsen til et helhedsindtryk, der sætter sig fast i mellemgulvet langt efter man er kommet hjem.

Et konceptband, som spiller New Jersey rock af bossen selv, Bruce Springsteen.

Det bedste Springsteen tribute band i Nordeuropa (som pressen skriver), som forstår at trykke den af på en live scene og i den grad kommer langt ud over scenekanten. Et af de bedste, mest energiske og autentiske bud på absolut troværdig hyldest til Bruce Springsteen, hvor spilleglæden kommer helt ned til bagvæggen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel