De fleste mennesker oplever, at synet bliver dårligere med alderen. Måske har du erfaret, at armene er blevet for korte til at holde avisen langt nok væk, eller at det er blevet sværere at skrive eller læse beskeder på telefonen.
Tirsdag den 16. og onsdag den 17. april afholdes en synsmesse i Kolding, der sætter fokus på belysning, brug af kontraster, forstørrelse og synshjælpemidler. Messen henvender sig især til borgere med synsvanskeligheder, pårørende og fagpersoner, der møder borgere med synsvanskeligheder i deres arbejde.
Synsmessen er gratis og kræver ingen tilmelding. Det er et landsdækkende koncept, som besøger Kolding for første gang. Det er CSV (Kolding Kommune), der er vært for messen.
-Vi er super stolte af i samarbejde med “Råd om Syn” at være vært for en messe, der har synshandicappede i fokus. CSV’s synskonsulenter vil stå klar til at tage imod de besøgene og dele ud af deres store viden om hjælpemidler, lys, lupper og meget andet, siger centerleder ved CSV, Dina Rosenkjær, i en pressemeddelelse.
Messen hedder ”SynsExpo”, og er et oplevelsesrum, der er bygget op som et hjem. Her kan du prøve forskellige lamper og lupper og få en snak med synskonsulenter, der kan fortælle mere om de mange muligheder, der er, for at indrette sig med blandt andet god belysning, farvekontraster og forstørrelse.
Praktiske oplysninger
- Tid: Tirsdag d. 16. og onsdag d. 17. april 2024, kl. 09.00 – 15.00
- Sted: CSV Kolding (Kommunikationscenter)
- Adresse: Skovvejen 1B, 6000 Kolding
- Andet: Det er et gratis åbent-hus-arrangement uden krav om tilmelding