Kolding Nyheder

Ansættelse af ny kommunaldirektør udsat

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Merete Dissing er konstitueret kommunaldirektør. Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Kolding Kommune udskyder processen med at finde en ny kommunaldirektør i håb om at få et bredere ansøgerfelt.

Der kommer til at gå lidt længere tid end først beregnet med at finde en ny kommunaldirektør til Kolding Kommune.

Efter første samtalerunde besluttede et enigt ansættelsesudvalg at indstille til byrådet, at stillingen skal genopslås.

-Som ansættelsesudvalg har vi en forpligtigelse til at sikre, at vi på vegne af Kolding Kommunes borgere finder den helt rigtige til jobbet. Ikke bare den bedste i et givent ansøgerfelt. Derfor slår vi stillingen op igen i håb om at få et bredere ansøgerfelt, pointerer borgmester Knud Erik Langhoff (C) i en pressemeddelelse.

Stillingen bliver slået op på den anden side af sommerferien, så ansættelsesprocessen kommer til at ligge efter byrådets budgetlægning for det kommende år.

Det forventes, at en ny kommunaldirektør kan tiltræde ca. 1. december.

Ledigt job siden udgangen af februar

Jobbet har været ledigt, siden den tidligere kommunaldirektør Thomas Boe fratrådte med udgangen af februar i år. Dengang blev Kolding Kommunes by- og udviklingsdirektør Merete Dissing konstitueret i stillingen.

Merete Dissings konstituering løber frem til 1. august.

-Vi er dog så heldige, at Merete Dissing har indvilliget i at fortsætte som konstitueret kommunaldirektør, indtil den nye er på plads. Det samme gælder for Bent Mouboe, som har sagt ja til at forlænge perioden som konstitueret by- og udviklingsdirektør. Men det skal naturligvis godkendes, først i Økonomi og Strategi dernæst i byrådet, så det bliver et punkt på næste møde i udvalget, slutter borgmesteren.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel