Kolding Nyheder

Biljana binder sløjfe mellem studerende og virksomheder

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Biljana Seier er den nye virksomhedskonsulent hos IBA Erhvervsakademi Kolding. Foto: IBA.

For nylig fik Biljana Seier omkring 100 meter længere på arbejde. Hun har nemlig byttet flere års ansættelse hos SDU ud med et job på IBA.

Det betyder, at hun nu må over åen for at komme på arbejde. Biljana bor med sin mand, Alexander, og to børn på tre og syv år i Koldings sydlige bydel.

På IBA Erhvervsakademi Kolding har Biljana titel af virksomhedskonsulent. Det betyder, at hendes prioritet nummer 1 er samarbejdet mellem de studerende på IBA og de mange virksomheder, der har de studerende i praktik som en obligatorisk del af deres uddannelse.

-Men jeg kommer også til at arbejde med at udvikle helt nye projekter. Det handler blandt andet om samarbejde internationalt og inden for Campus Kolding, så Koldings videregående uddannelser også står stærkt i fællesskab, siger Biljana i en pressemeddelelse.

Blandt andet står hun for Hard Skills Station, som er et fælles initiativ for hele Campus Kolding, samt for en iværksætter-challenge næste år, som har fokus på de studerende, der arbejder med iværksætteri. Projekterne omfatter alle de videregående uddannelser under Campus Kolding.

Et givende job

Biljana er født i Bosnien, men hun har boet næsten hele sit liv i Danmark. Hun har studeret virksomhedskommunikation på Aarhus Universitet, og efterfølgende tog hun en cand.it i Digital design. Undervejs gennem studierne arbejdede hun både som eventkoordinator og studievejleder:

-Jeg kunne rigtig godt lide at arbejde med mange forskellige ting, og brugte også meget tid på det. Især var jobbet som studenterstudievejleder givende, fordi jeg kom tæt på de studerende og kunne mærke, at jeg gjorde en forskel, fortæller hun.

Enderne skal mødes

Efter endt eksamen blev hun ansat på universitet som karrierekonsulent, hvor målet var at banke ledighedstallene nedad for de it-studerende. Senere blev det til en stilling som projektleder i et webbureau, inden familien flyttede til Kolding, hvor Biljana fik job på SDU i Kolding.

Efter barsel nummer to og den langvarige corona-periode valgte familien at trække stikket herhjemme og søge mod et fælles eventyr i Spanien, hvor Alexanders far også bor. Her var god tid til hele familien, samtidig med at Alexander fik fod under sin egen virksomhed – Seier Digital – der skaber løsninger inden for digital marketing.

Efter et halvt års tid var familien tilbage i Kolding. Arbejdspladsen hedder nu IBA, hvor Biljana glæder sig til at binde virksomheder, studerende og IBA tæt sammen. Hun er stor fan af samarbejde, som også tør udfordre alt det velkendte:

-Virksomhederne har nogle helt konkrete behov, og IBA har nogle meget konkrete fagligheder. Det er vigtigt, at vi hele tiden arbejder med at få de to ting til at mødes, slutter Biljana.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget ,
Del denne artikel