Kolding Nyheder

Borgmesterkandidat forlader jobbet som skoleleder

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Jakob Ville stopper som skoleleder på Jels Skole. Han vil koncentrere sig om, at blive borgmester i Kolding Kommune ved næste kommunalvalg. Pressefoto.

Borgmesterkandidat Jakob Ville (V) tager orlov fra skolelederjobbet, hvilket betyder, at han stopper i dette job.

Den 1. august er det for borgmesterkandidat, Jakob Ville (V), slut med stillingen som skoleleder på Jels Skole. Et job han har haft i næsten 10 år, samtidigt med, at han har været udvalgsformand og lokalpolitiker i Kolding. Nu er han så også Venstres borgmesterkandidat. Og det er årsagen til, at han stopper som skoleleder.

Målet til næste kommunalvalg er, at kunne skrive titlen borgmester på visitkortet, og arbejdet med at nå dertil kan ikke længere kombineres med en fuldtidsstilling. Det vurderer Jakob Ville, som efter 16 år som først viceskoleleder og siden skoleleder på Jels Skole, har valgt at stoppe som leder i Jels.

Uanset om han bliver valgt som borgmester eller ej, så er hans tid som skoleleder på Jels Skole slut, når orloven træder i kraft fra 1. august 2024.

-Jeg har været rigtig glad for at gå på arbejde hver dag. Men hvis jeg skal være væk i halvandet år, og måske ikke kommer tilbage, så ønsker jeg, at man finder en ny skoleleder i Jels. Jels Skole fortjener at komme videre og derfor træder jeg helt tilbage, fortæller Jakob Ville i en pressemeddelelse.

Beslutningen om at tage orlov har ikke været nem, men et stort arbejdspres og en unik mulighed har været med til at beslutningen er truffet.

-Jeg har verdens to bedste jobs, men det her er en unik mulighed for at blive borgmester, og det kræver mere og mere at være borgmesterkandidat, jo tættere vi kommer på valget, siger Jakob Ville.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel