Kolding Nyheder

Brug pengene mere fornuftigt, regering

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Susanne Stenstrop Thorsen (SF). Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Læserbrev af Susanne Stenstrop Thorsen, formand for SF Kolding, Tvedvej 50, 6000 Kolding.

Der er skattelettelser på vej til mig. Som fuldtidsarbejdende med en okay løn bliver det sikkert til en ganske fin pose penge.

Men kære regering: Hvor ville jeg dog ønske, at I ville gøre noget mere fornuftigt med pengene end at give dem til mig!

For det giver mig faktisk en dårlig smag i munden, at jeg skal stå der med min pengepose, mens 4 ud af 10 danskere står fuldstændig tomhændede tilbage. Og nej, det er ikke direktørerne, der bliver forbigået, for der er afsat over en milliard til topskattelettelser.

Den gruppe mennesker, der ikke får skattelettelser, er lige præcis de mennesker, som rent faktisk mangler pengene. Arbejdsløse, syge, studerende uden studiejob og pensionister. Det er ganske enkelt ikke i orden.

Det er også decideret uansvarligt at dele penge ud til folk som mig, når vores kernevelfærd har så store mangler, som den har. Når børns mistrivsel eksploderer, når psykiatrien er i knæ, når ældreplejen halter, når der er for få voksne om børn i daginstitutionerne, når der stadig eksisterer reel fattigdom – er det så virkelig mig, der skal have penge til en ekstra kjole, jeg kan smide ind i mit skab?

Prioriteringen er elendig. En tåbelig forvaltning af vores fælles pengekasse.

Jeg ville vælge velfærd over skattelettelser hver eneste dag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel