Kolding Nyheder

De studerende lærer verdens mest talte sprog

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Foto: IBA.

”Ni Hau”. På IBA Erhvervsakademi Kolding er der rigtig mange studerende, der er fortrolige med den høflige kinesiske hilsen. Og med masser andre gloser fra Kina.

På akademiet er det nemlig et stående tilbud til de studerende, at de kvit og frit kan læse verdens mest talte sprog i deres fritid.

Og den mulighed har Bastian Ahlman Jensen, Andreas Vesti Grundahl og Mads Toftelund Knudsen grebet, samtidig med at de passer deres studier til Produktionsteknolog.

-Jeg synes, det lød spændende. For mig virker kinesisk meget relevant – både i forhold til min uddannelse og de fremtidige muligheder bagefter, siger Bastian i en pressemeddelelse.

Når IBA har kinesisk som stående tilbud, så bunder det i et nært samarbejde med Shanghai Lixin University of Accounting and Finance, som driver Confucius Institute på IBA.

Formålet er at fremme samhandel, venskab og forståelse mellem danskere og kinesere. Tilsvarende institutter findes også i en lang række andre lande.

Aftalen om et Confucius Instiute på IBA er netop blevet forlænget med fem år. Det glæder fungerende rektor Jeanette Lemmergaard. Blandt andet fordi Kina er Danmarks 5. største handelspartner:

-På IBA er det internationale en meget væsentlig del af vores dna, så derfor er vi også glade for at forny samarbejdet om Confucius Institute. Vi ved fra vores studerende, at de ser rigtig gode muligheder i at kunne lære kinesisk, mens de går her, siger Jeanette Lemmergaard.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel