Kolding Nyheder

Dialogmøde om eventuel placering af solcelleanlæg

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Foto: Jadon Kelly/Unsplash (Modelfoto)

Nu inviteres der til et åbent dialogmøde om placeringen af et eventuelt solcelleanlæg syd for Vonsild.

Kolding Kommune og Wind Estate A/S inviterer til et åbent dialogmøde omkring placeringen af et eventuelt solcelleanlæg syd for Vonsild. Det skal ifølge planerne placeres øst for Sjølundvej og nord for Sjølund i området Højmose.

Dialogmødet afholdes onsdag den 31. januar klokken 19-21 i Sjølund Multiarena. Mødet er en opfølgning på borgermødet den 18. september, hvor Wind Estate A/S præsenterede deres ønske til byggeriet af et solcelleanlæg.

Efter det første borgermøde har Kolding Kommune og Wind Estate inviteret en række personer fra lokalområdet til at deltage i en følgegruppe, for sammen at afklare nogle de spørgsmål, som kom frem på borgermødet. På de fire dialogmøder deltog to lokale beboere, repræsentanter fra henholdsvis Vonsild og Sjølund, samt embedsmænd fra Kolding Kommune. Derudover deltog repræsentanter fra Wind Estate.

Dette arbejde er nu afsluttet, og nu er tiden inde til at fremlægge en skitse for, hvordan solcelleparken kunne komme til at se ud.

Kommune ønsker lokal involvering

Kolding Byråd har et stærkt ønske om lokal involvering i processen, inden der tages stilling til at begynde arbejdet med en lokalplan. Derfor er der ikke afleveret en ansøgning fra firmaet, og der er heller ikke taget politisk stilling til projektet, oplyser Kolding Kommune.

På dialogmødet den 31. januar vil skitsen for projektet blive præsenteret, ligesom der vil være en gennemgang af de tiltag, der foreslås iværksat, så etableringen af anlægget samtidig vil give noget tilbage til lokalområdet. Der vil desuden være lejlighed til at spørge ind til projektet og komme med nye forslag.

Alle er velkomne til dialogmødet.

Program

  • Velkomst v. Jørn Chemnitz, udvalgsformand for Natur, Miljø og Klima, Kolding Byråd.
  • Kort om følgegruppens rolle, v. Karsten Wandall, Kolding Kommune.
  • Gennemgang af den nye projektskitse og visualiseringer v. Kristian Lundø Laursen, Wind Estate.
  • Følgegruppens forslag og aftryk på den nye projektskitse v. Gustav Hansen og Christian Bonde, som var medlemmer af dialoggruppen.
  • Hvilken værdi ville projektet i givet fald kunne give tilbage til lokalområdet? v. Kristian Lundø Laursen og Rasmus J. Knudsen, Wind Estate.
  • De næste skridt v. Jan Krarup Laursen, Kolding Kommune.
  • Spørgsmål og debat
  • Opsamling og afrunding v. Kolding Kommune. Udvalgspolitikere fra Kolding Kommune er også inviteret.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel