Kolding Nyheder

Du skubber folk ud af bussen, når du hæver prisen

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Karina Lorentzen (SF). Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Læserbrev af Karina Lorentzen, gruppeformand for SF, Sindalvej 4, 6000 Kolding.

Turene med bussen bliver dyr, dyr, dyr, kunne man synge for sig selv i januar. Priserne for den offentlige trafik stiger over hele landet, og i Sydjylland er stigningen på over 10 procent. Det er efterhånden billigere at betale for både benzin og parkering, end det er at tage bussen. Det er ikke holdbart i længden.

Busselskaberne siger, at det er blevet dyrere at drive den offentlige trafik. Det er jeg som sådan ikke uenig i. Men tror nogen på, at højere priser får flere ind i bussen? Jeg tror ikke man behøver en kandidat i økonomi for at regne ud, at det her skubber folk ud af bussen og ind i bilen.

Den kollektive trafik er enormt vigtig. Ikke bare for den grønne omstilling, men også for alle de familier, hvis børn skal med bus i skole. Det er den offentlige trafik, der sørger for, at vi alle sammen kan komme til lægen, til biblioteket, eller bare til den nærmeste netto. Vores busser er kernevelfærd. Skulle vi ikke hellere prioritere vores busser over skattelettelser til de rigeste?

Jeg er med på, der er koldt på økonomigangen hos busselskaberne, men prisstigningerne er som at tisse i bukserne for at holde varmen. Det kan godt være, at dyrere billetter lukker et hul i kassen nu, men det hul bliver kun større. Og det er et hul, regeringen kunne lukke, hvis de ville.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel