Kolding Nyheder

En million kroner til udsatte i Region Syddanmark

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
PR-foto.

LB Foreningen i Region Syddanmark har valgt at uddele en million kroner til lokale indsatser for udsatte i regionen.

For første gang uddeler LB Foreningen midler målrettet lokale og regionale indsatser i Region Syddanmark. Konkret er der afsat en million kroner, der skal gå til indsatser for mennesker i udsatte positioner i regionen. I LB Foreningen ser man også gerne, at både store og mindre organisationer byder ind med projekter i alle størrelser.

-Vi ved, at der er udfordringer med blandt andet hjemløshed, mistrivsel blandt børn og unge samt voksne med psykiske problemer. Der er heldigvis mange lokale frivillige organisationer, der med hjerte, engagement og ordentlighed, gør en stor indsats for, at disse mennesker får en mere tålelig tilværelse. Det vil vi gerne støtte i LB, forklarer Inge Gillesberg fra Gråsten, der er en af 15 delegerede for LB Foreningen i Region Syddanmark.

Ifølge statistikker fra Social- og Boligstyrelsen er der således i Region Syddanmark over 7000 unge, der er diagnosticeret med psykisk lidelse, mere end 1000 voksne, der bor på herberger og over 2500 børn og unge er anbragte udenfor hjemmet. Dertil kommer udfordringer med ensomhed blandt ældre, stofmisbrug og psykiske problemer blandt voksne.

-Vi har et ønske om at støtte organisationer, der hjælper mennesker i udsatte positioner ind i samfundets fællesskaber. Vi har et særligt blik på indsatser, som hjælper børn og unge. Det er vi sikker på, at mange organisationer vil kunne hjælpe med og se denne million kroner som en mulighed for at gøre en ekstra indsats for nogle af de mest sårbare mennesker i vores region, fortæller Torben Mørup, en anden af LB Foreningens delegerede fra Esbjerg.

Man kan søge om op til 200.000 kroner, og man kan søge helt frem til 31. marts. Pengene uddeles i maj, når alle ansøgninger er blevet gennemgået. Interesserede kan læse mere og indsende en ansøgning på lbforeningen.dk/syddanmark.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel