Kolding Nyheder

Flere koldingensere bor alene og indretter sig med klapborde og sovesofaer

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Sovesofaerne er især populære blandt de multifunktionelle møbler hos My Home Møbler. PR-foto.

Antallet af danskere, der bor alene, har aldrig været højere, og i Kolding Kommune er de enlige husstande på bare ti år vokset med 17 procent og udgør i dag 18 procent af kommunens beboere. Det påvirker den måde, vi indretter os på, og giver sovesofaen comeback.

Flere danskere end nogensinde før bor alene. Fra 1998 til 2023 er antallet af single-husstande vokset fra 37 procent til næsten 40 procent, og i Kolding Kommune bor 18 procent af borgerne nu alene. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

At flere af os bor alene, påvirker hvordan vi indretter os, og selvom vi faktisk har fået 10 kvadratmeter mere per person i gennemsnit siden 1980’erne, skal der fortsat være plads til separat køkken og bad i langt de fleste singleboliger. Det har skabt en ny efterspørgsel på sammenklappelige borde, sovesofaer og møbler med indbygget opbevaringsplads.

Fra teenagemøbel til allemandseje

Hos My Home Møbler i Kolding er sortimentet af multifunktionelle møbler, eksempelvis sovesofaen, vokset markant de seneste ti år.

-Det er unge som ældre, der i dag er interesserede i at købe sammenklappelige borde og sovesofaer. Sådan har det bestemt ikke altid været, og sovesofaen især var jo engang et møbel, der oftest boede på ungdomsværelset. I dag kan den være hvor som helst og have et hvilket som helst look, siger Brian Denver Pedersen, butikschef i My Home Møbler i Kolding, i en pressemeddelelse.

Ingen status i kvadratmeter

Ifølge trend- og livsstilsekspert Mads Arlien-Søborg er eremittilværelsens indretningsmæssige behov for multifunktionel indretning kommet for at blive.

-Opbevaring bliver tænkt ind i de eksisterende møbeltyper som borde, sofaer, puffer og lignende, fordi det giver fleksibilitet og sparer plads, og vi vil se et boom i de multifunktionelle møbler i de næste mange år, siger Mads Arlien-Søborg.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel