Giv de butiksansatte lyst til at blive lidt længere

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Hanne K. Mathiasen. Privatfoto.

Læserbrev af Hanne K. Mathiasen, formand for HK Handel Sydjylland, Skovløbervænget 15, 6800 Varde.

Jeg hører tit butikschefer rundt i Sydjylland klage over, at de har svært ved at skaffe tilstrækkeligt personale. Mit spørgsmål til dem er: Så hvad vil du gøre ved det?

De har nemlig selv nøglen til at løse problemet, og den ligger i det gode arbejdsmiljø.

Der ligger en guldgrube af potentiale lige foran enhver butikschef; nemlig de unge fritidsjobbere, der knokler efter skoletid. Sørg for, at de har en arbejdsplads, hvor de føler sig set og støttet. Hvor det ikke bare handler om at sætte varer på hylderne, men hvor de bliver en del af et arbejdsfællesskab med anerkendelse og muligheder. Så skal I se flere unge, der vælger at gå butiksvejen i deres voksne arbejdsliv.

Et inkluderende og anerkendende arbejdsmiljø i butikkerne vil også gøre det lettere at holde på medarbejderne. Jeg tænker på de yngre medarbejdere, der kan blive fristet til at gå ned ad én af de mange andre karriereveje, en butiksuddannelse åbner.

Jeg tænker i høj grad også på de ældre, der nærmer sig alderen, hvor man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Skab et miljø, der også passer til deres behov.

En investering i et stærkt arbejdsmiljø er en investering i butikkernes fremtid.

Med en omskrivning af et gammelt slogan er min opfordring til butikscheferne: Skab et arbejdsmiljø, der giver lyst til at blive lidt længere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel