Kolding Nyheder

GOG flytter Champions League-kamp til Kolding

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Sydbank Arena. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Det bliver Sydbank Arena i Kolding, der skal rumme tilskuerne og de to hold i Champions League.

Når GOG tager imod FC Barcelona i Champions League på hjemmebane den 14. februar næste år, så bliver det ikke på den sædvanlige hjemmebane i Jyske Bank Arena i Odense. Kampen er flyttet over på den anden side af Lillebælt, hvor GOG har lånt Sydbank Arena i Kolding.

-På den dato har det ikke været muligt for os at finde en passende hal på Fyn, som var ledig. Derfor har vi været nødt til at se på nye muligheder. Jeg er utrolig glad for, at det kunne lade sig gøre i samarbejde med vores gode klub-kolleger i KIF Kolding, fortæller GOG-direktør, Kasper Jørgensen, i en pressemeddelelse.

I Kolding er de helt klar på stille halgulv til rådighed for ærkerivalerne fra Sydfyn:

-Det handler jo om at få skabt en fantastisk håndboldoplevelse til de mange fans, der ønsker at se et af verdens bedste hold i Danmark. Og i KIF Kolding vil vi meget gerne være en god medspiller i samarbejdet med andre klubber, siger KIF-direktør Christian Hjermind.

Billetsalget begynder på mandag. Sydbank Arena i Kolding kan huse små 5.000 tilskuere. Kasper Jørgensen satser på fulde huse, når selveste FC Barcelona med de mange verdensstjerner kommer på besøg i Danmark.

GOG ligger lige nu på en 5. plads i Champions League gruppe B med ti point efter ti kampe.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel