Kolding Nyheder

Håndværkets Dag i Christiansfeld

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Så er det tid til den årlige begivenhed "Håndværkets Dag". Pressefoto.

40 håndværkere, fire foredrag, fem workshops, fire udstillinger og et dukketeater – så er rammerne sat for, at Museum Kolding kan byde velkommen til den traditionelle Håndværkets Dag i Christiansfeld.

Lørdag 16. september kommer Søstrehuset i Christiansfeld og gården og haven omkring til at summe af liv, hamren og banken når de mange håndværkere stimler sammen for at vise og demonstrere deres håndværk.

Der er gratis adgang til Håndværkets Dag; også foredrag, workshops og dukketeater.

Christiansfeld er bygget af gode håndværkere og har siden grundlæggelsen i 1773 haft tradition for det gode håndværk. Og netop det gode traditionelle håndværk bliver hyldet, når Håndværkets Dag for 12 år i træk bliver holdt. Hele herligheden åbner klokken 10 i Søstrehusets gård med musik ved Basunkoret.

Håndværkerne viser, hvad de kan

På Håndværkets Dag i Christiansfeld kan børn og voksne opleve et væld af håndværkere, som demonstrerer og fortæller om deres færdigheder.

Man kan møde en gørtler, en hjulmager, en trædrejer, en væver, en keramiker og mange flere.

Ude i byen holder Kakkelovnshuset åbent hus, hvor ovnsætterne Hans og Dominika Schmidt viser og fortæller om Christiansfelderkakkelovnene.

Prøv selv at lave håndværk

I år er der særlige og nye ting, som børn og voksne kan prøve. Hele fem forskellige workshops har Museum Kolding arrangeret, hvor man kan prøve håndværk og hygge sig lidt.

Mød løven Lumba

Dukketeateret ’Lumba på taget’ er elsket af mange børn og tre gange i løbet af dagen kan børn, med deres voksne, gå til den sjove og søde forestilling. I stykket møder man løven Lumba, som man slet ikke skal være bange for. Han er nemlig både sød og nuttet – og en lille smule fræk.

Og så er der fire foredrag om håndværk, som du kan krydre dagen med.

Håndværkets Dag foregår lørdag den 16. september klokken 10-16.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel