Kolding Nyheder

Hårdere straffe presser medarbejdere

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Annette Godsvig Laursen. Privatfoto.

Læserbrev af Annette Godsvig Laursen, formand for HK Stat Sydjylland, Matrosvænget 187, 6700 Esbjerg.

Regeringen løftede onsdag sløret for en ny bandeindsats, som man er blevet enig med en række forligspartier om. Vanen tro står skærpede straffe øverst på dagsordenen.

Om skærpede straffe er noget, der virker, skal jeg ikke kloge mig på. Mange kriminologer sætter spørgsmålstegn ved det.

Hvad jeg dog ved med sikkerhed er, at skærpede straffe sætter Kriminalforsorgen under pres. Og her er der tale om en myndighed, der i forvejen er presset til det yderste.
Derfor håber jeg meget, at regeringen husker at sende ressourcer med til hele straffesagskæden, når de nu pålægger nye opgaver.

Vi ved alle, at der mangler fængselsbetjente. Men fængselsbetjentene er ikke de eneste, der løber for hurtigt.

Som formand for HK Stat i Sydjylland repræsenterer jeg de administrative medarbejdere i både fængsler, ved retsinstanser og hos politiet. En i politisk sammenhæng ofte lidt overset medarbejdergruppe, som er rygraden i straffesagskæden. Og de har allerede alt for travlt.

Det er derfor af afgørende vigtighed, at regeringen anerkender behovet for styrkelse og støtte på tværs af hele straffesagskæden, når man vælger at gøre straffene hårdere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel