Kolding Nyheder

Hærværk mod politiets fartkontrol: Efterlyser vidner

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Pressefoto.

Politiet søger vidner til hærværk mod ATK-udstyr.

Politiets automatiske fartkontrol, ATK, har søndag klokken 17.30 været udsat for hærværk. Det skete i krydset Lunderskovvej og Nedre Kragelundvej ved Bække.

ATK-udstyret stod på en trefod i vejkanten ved krydset.

Forud for hærværket kom to unge mænd kørende på scootere fra østlig retning på Lunderskovvej og fattede interesse for ATK-udstyret.

De to unge kørte derefter ind på parkeringspladsen ved Café Kragelund på Lunderskovvej, hvorefter en af de unge kørte tilbage i retning mod måleudstyret og sparkede til det, så det væltede i grøften.

De to unge fortsatte derefter ad Nedre Kragelundvej i vestlig retning mod Bække, oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Der er fra stedet givet følgende signalement af de to unge mænd: De var begge spinkle af bygning, lyse i huden, iført mørke hættetrøjer og mørke styrthjelme. De kørte begge på mørke scootere.

Syd- og Sønderjyllands Politi søger vidner til hændelsen. Borgerne kan kontakte Politiets Servicecenter på telefon 114.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel