Kolding Nyheder

Højt tempo sikrede Lukas Staub vigtige point

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Lukas Staub. Foto: Grippo.

Der er for alvor kommet fart i Lukas Staub og den røde Suzuki Swift.

I weekendens afdeling af Hankook 1600 Challenge på Ring Djursland toppede han resultatlisterne.

Efter en stærk tidtagning, hvor Lukas Staub fra Kolding satte bedste omgangstid med 2,5 tiendedele forspring til nærmeste konkurrent, startede han forrest i første heat.

En hurtig konkurrent havde held med at komme forbi, men mod slutningen af løbet var Lukas Staub tilbage i front. Lige indtil konkurrenten var lidt for ivrig efter at komme forbi og fik puffet til den røde Suzuki. Dermed måtte Lukas Staub nøjes med en andenplads.

Fra syvende startplacering kunne han kæmpe sig frem igen i andet heat. Her var han på rekordtid fremme på andenpladsen, og halvvejs gennem løbet kunne han med en velplaceret overhaling overtage føringen, som han holdt frem til det ternede flag – med et solidt forspring til resten af feltet.

Weekendens sidste heat startede Lukas Staub fra ottendepladsen takket være reglen om at vende startrækkefølgen fra de otte bedste i det forudgående heat. Det lod han sig ikke mærke af, for på få omgange var han atter forreste kører i feltet. Herfra så han sig ikke tilbage, men kørte i mål som vinder af endnu et heat.

Tilfreds Lukas Staub

Og Lukas Staub selv er da også ganske tilfreds:

-Det har været en fed weekend! Bilen har kørt helt fantastisk, og det har de tekniske kontrollanter også været flinke til at konstatere, griner han og fortsætter:

-Det havde været sjovt at have fået sejren i første heat også, men sådan gik det ikke. Jeg kan godt lide Ring Djursland, og det kan måske også godt ses på mine resultater.

Med to løb tilbage i denne sæson har Lukas Staub rigelig mulighed for at avancere fra tredjepladsen i mesterskabet. Der er ni point mellem Lukas og den førende, og dermed er målsætningen også i hus for årets to sidste løb:

-Jeg skal have det mesterskab i år. Nu skal det være. Så nu skal vi sørge for at komme velforberedte, både teknisk, fysisk og mentalt, så vi får den titel, vi har arbejdet på så længe, siger Lukas Staub.

Næste løb er Night Race på Padborg Park om under to uger.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel