Kolding Nyheder

Hollandsk statsborger dømt for hvidvask og udvist af Danmark

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: Shutterstock (Arkivfoto)

En hollandsk statsborger blev den 15. august idømt ni måneders fængsel for hvidvask, hvoraf de tre måneder skulle afsones.

Mandag blev han løsladt efter endt afsoning og sendt med fly til Holland. Dommen lød nemlig også på udvisning af Danmark med indrejseforbud i seks år.

Sagen mod den 39-årige hollandske statsborger startede den 24. april. Her blev Sydøstjyllands Politi tilkaldt, fordi et spillested i Vejle blev opmærksomme på, at en hollandsk statsborger havde brugt et sekscifret beløb i danske kontanter på gambling.

Sydøstjyllands Politi indledte en efterforskning og foretog blandt andet ransagning, hvor manden blev fundet i besiddelse af et større beløb i danske kontanter. Manden kunne umiddelbart ikke redegøre for, hvordan han var kommet i besiddelse af disse penge.

Hvidvask

Politiets efterforskning belyste efterfølgende, at det store pengebeløb var kommet i den hollandske mands besiddelse ved hvidvask. Alle spor til pengene og overførsler var slørede.

Metoden var, at den 39-årige mand skulle spille pengene op og herefter ville hæve det, der var tilovers som gevinst, hvilket så skulle overføres på en konto og lovligt føres videre. Så langt nåede han ikke.

Den 15. august blev han dømt for hvidvask af et beløb på 835.000 kroner, og han fik konfiskeret 477.455 kroner. Den 39-årige hollandske statsborger modtog dommen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel