Det kan du være med til at bestemme. Borgere i Kolding Kommune kan netop nu indstille, hvem der skal nomineres til de fire kulturpriser.
Hvem har sat et særligt kulturelt aftryk i det forgangne år? Og kender du en frivillig ildsjæl, der fortjener at blive anerkendt for sin indsats? Så er det nu, du skal til tasterne og indstille kandidater til de fire kulturpriser; Årets Kulturelle Aftryk, Årets Kulturelle Highfive, Årets Ildsjæl og KulturKolding-prisen. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.
Alle borgere i Kolding Kommune kan indstille kandidater til kulturpriserne på kolding.dk/kulturpriser. Der er åbent for indstillinger frem til søndag den 4. februar.
Årets Kulturelle Aftryk og Årets Ildsjæl hylder de frivillige initiativer, foreninger, aktører o.l. Årets Kulturelle Highfive hylder kulturelle eksperimenter og er en anerkendelse af igangsætterne, mens KulturKolding-prisen hylder det ekstraordinære. Disse to priser kan også tildeles professionelle kulturaktører og -tiltag.
Kulturudvalget vurderer de indkomne indstillinger, udpeger tre nominerede til hver pris og vælger de endelige vindere af priserne – dog med undtagelse af KulturKolding-prisen, der som noget nyt, afgøres af borgerne via en sms-afstemning.
Kulturpriserne uddeles ved Kulturevent, kulturudvalgets årlige prisshow, på Godset tirsdag den 16. april.