Kolding Nyheder

I Frit Forfald: En komedie om den midaldrende mand

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Pressefoto.

Kolding Teaterforening er klar med endnu en forestilling – denne gang en komedie.

Søndag den 15. oktober viser Kolding Teaterforeningen komedien ”I Frit Forfald” på Comwell Kolding Teater. Det er en sørg-munter forestilling om, hvad der venter ”den midaldrende mand”.

Om handlingen lyder det:

-Han er trængt på alle parametre – på køn, på alder, på anvendelighed. Hvordan navigerer han, når verden handler om følelser? Når børnene bliver voksne, eller konen bliver til en eks? Er pikken stiv, og er håret der stadig? Hvad med Me-too, topformen og vennerne? Hvem vil han gerne være? – Og hvor fanden har han nu lagt læsebrillerne?

Tag med på en humoristisk forståelsesrejse ind under den halvslidte hud, før det er for sent. ”I Frit Forfald” er en nyskrevet still-standing-up-forestilling. Det bliver sjovt, men bestemt også oplysende, hudløst ærligt og tankevækkende.

De seneste tre år har skuespillerne Troels Malling, Kristian Holm Joensen og Jacob Weble arbejdet på forestillingen ved blandt andet at mødes til såkaldte ’sessions’, hvor de har tvunget sig selv til at åbne op overfor hinanden. Intet emne har været forbudt. Dertil er der blevet talt med andre mænd, kvinder og børn – og googlet.

De tre herrer bakkes op af et hold stærke kvinder i kulissen, bestående af blandt andre Lise Baastrup som manuskriptkonsulent, instruktør Birgitte Næss-Schmidt og scenograf Kirsten Brink.

Forestillingen “I Frit Fald” starter klokken 19.30 på Comwell Kolding Teater, og billetter kan købes her.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel