Kolding Nyheder

Kasper og Rosa skal støtte socialt udsatte

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Kasper Kiilerich Hyttel. Pressefoto.

Kasper Kiilerich Hyttel, 35 år, er ansat som udviklingskonsulent og projektleder i KFUM’s Sociale Arbejdes udviklingsafdeling.

Han kommer fra en stilling som afdelingsleder på Munkevængets Skole i Kolding og er uddannet lærer og cand. pæd. i pædagogisk psykologi.

Kasper Kiilerich Hyttel har stor erfaring som pædagogisk vejleder for børn med tunge mobbeproblematikker eller begyndende misbrug pga. mistrivsel. Han har desuden arbejdet som inklusionsansvarlig efterskolelærer og senest som leder for lærere og pædagoger, der hverdag løfter både elever og deres familier.

På Munkevænget Skole har han blandt andet stået i spidsen for tværfaglige indsatser omkring børn og familier i udsatte positioner, udvikling og implementering af skolens fælles pædagogiske fundament samt udvikling og drift af kommunens e-sports-tilbud.

Kasper Kiilerich Hyttel har som frivillig opstartet og stået i spidsen for en stor afdeling af Hele Danmarks Familieklub i tilknytning til KFUM-Spejderne i Skærbæk (mellem Kolding og Fredericia, red.), hvor han også bor med sin familie. Han har gennem en årrække været instruktør og vejleder på Det Danske Spejderkorps ledertræning og stået i spidsen for en række store events og adventureløb i spejderbevægelsen.

I KFUM’s Sociale Arbejde vil Kasper blandt andet være projektleder for en række familieindsatser og digitale rådgivningstilbud.

Ansat som regnskabsassistent

Rosa Kjær Jørgensen. Pressefoto.

Rosa Kjær Jørgensen, 53 år, er ansat som regnskabsassistent i KFUM’s Sociale Arbejdes hovedkontor i Strib ved Middelfart. Der skal hun understøtte KFUM’s Sociale Arbejdes over 200 sociale institutioner og projekter landet over.

Rosa Kjær Jørgensen skal sammen med administrationens øvrige ansatte bistå institutioner med digitalisering, bogholderi og økonomi, så de socialfaglige medarbejdere i KFUM’s Sociale Arbejde kan koncentrere sig om at hjælpe og støtte mennesker i udsatte livssituationer.

Rosa Kjær Jørgensen kommer fra et job som regnskabsassistent på DGI’s landskontor i Vingsted. Tidligere har hun arbejdet i SKAT og i flere kommuner.

Hun er uddannet kommunom og har desuden taget en uddannelse i skatteret fra Danmarks Forvaltningshøjskole.

I fritiden er hun gruppeleder og bestyrelsesmedlem i Vonge-Kollemorten Spejderne. Rosa er gift og har tre voksne børn, hvoraf to bor i udlandet. Familien bor på en nedlagt landejendom lidt uden for Vonge.

KFUM’s Sociale Arbejde hjælper børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, fx ensomme, hjemløse, psykisk sårbare, mennesker i misbrug og fattigdom, sårbare familier og andre, som står udsat. Med 200 institutioner og sociale tilbud, 1.200 ansatte og 2.750 frivillige er KFUM’s Sociale Arbejde en af Danmarks største sociale diakonale organisationer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel