Kolding Nyheder

Klassebilledet

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Klassebilledet. Foto: Lars E.

Klassebilledet er en musikalsk reunion med gamle skolekammerater.

Mandag den 13. november viser Kolding Teaterforening forestillingen, ”Klassebilledet”, på Kolding Egnsteater.

Med nærvær, humor og god musik tager Mikkel Schrøder os med en tur ned ad mindernes landevej. ”Klassebilledet” er en stærkt underholdende og musikalsk forestilling.

Det hele begynder med en invitation til en klasse-reunion årgang 91, og en rejse tilbage til den tid hvor bajere var noget, man drak fra en pose i en hæk, fest var noget, der sluttede med opkast, og forelskelse ramte lige så ofte, som der var nye afsnit af ”The Cosby show” på TV.

Og vi har alle været der, og husker det som var det i går: Vennerne, glæderne, bekymringerne og en helt ny verden, der blev opdaget. Men hvor blev vennerne af? Hvad havde livet til dem?

”Klassebilledet” er én stor stærkt underholdende karikaturtegning af alle disse skæbner. Mikkel Schrøder taler og synger om dem og tegner nogle helt fantastiske, humoristiske og kærlige portrætter af f.eks. Mogens der ville ind i Jægerkorpset, men endte i Hjemmeværnet, Lennart der skriver kontaktannoncer fra fængselscellen, Helse-Else med held i urter og uheld i kærlighed, og Allan der strikker for ikke at slå ihjel!

På scenen ser vi Mikkel Schrøder. For instruktionen står Peter Schrøder.

“Forestillingen”Klassebilledet” kan opleves på Kolding Egnsteater den 13. november klokken 19.30. Billetter kan købes på billetten.dk.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel