Kolding Nyheder

Kolding bliver startby i Postnord Danmark Rundt

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Her er det Postnord Danmark Rundt i 2021, da etapen gik gennem Vamdrup. Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Når tredje etape af Postnord Danmark Rundt afvikles, bliver det med Kolding som startby. Det blev afsløret på Danmarks Cykle Unions pressemøde tirsdag.

Tredje etape starter den 16. august i Kolding og så går ruten ellers gennem Lunderskov, Christiansfeld og Vojens. Etapen slutter i Haderslev. Etapen er på 178 kilometer.

-Kolding er en by med stor interesse for cykling. Det er en ære for os at være startby for Postnord Danmark Rundt. At få sådan et prestigefyldt cykelløb til vores by understreger Koldings rolle i cykelsporten i Danmark. Det sætter ikke blot Kolding på landkortet som et centrum for cykling, men giver også vores borgere og besøgende en enestående mulighed for at opleve spændingen ved et professionelt cykelløb tæt på. Dette event er en fantastisk måde at inspirere børn og unge til at cykle mere i hverdagen og engagere sig i cykelsporten. Vi ser frem til at byde cykelentusiaster fra hele landet velkommen og sammen fejre cyklingens glæder, fortæller borgmester Knud Erik Langhoff (C).

Formand for Sundheds- og Fritidsudvalget i Kolding Kommune, Birgitte Kragh (V), glæder sig også over, at tredje etape starter i Kolding:

-Jeg er simpelthen superglad over, at Kolding er valgt som startby. Løbet har jo en kæmpe publikumsinteresse, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at gøre begivenheden til en kæmpe folkefest med masser af koldingenserne langs ruten til at heppe på rytterne. Der er en stigende interesse for cykelløb i Kolding Kommune, og især mange yngre har kastet deres kærlighed på cykelsporten. Kolding skal være en aktiv idrætskommune, og vi er godt på vej. Jeg lover, at Kolding den 16. august melder klar til at give den max gas, så tredje etape af Post Danmark får en rigtig god start fra kongebyen Kolding mod domkirkebyen Haderslev, siger Birgitte Kragh.

Tredje etape: Kolding – Haderslev 178 kilometer

Efter præsentation af rytterne på Aksel Torv i Kolding midtby og den obligatoriske neutrale start, køres der til Gelballe, hvor dagens første bakkespurt er henlagt.

Når pointene er fordelt, køres retur gennem Kolding by og videre sydøst på mod Skamlingsbanken, Hejlsminde og Christiansfeld, hvor rytterne skal kæmpe om point til den grønne pointtrøje.

Direkte efter at den historiske UNESCO by Christiansfeld er lagt bag feltet, køres der mod sydvest til Vojens, hvor der ved Tørning Mølle igen skal dystes om vigtige point til bakketrøjen.

Fra Tørning Mølle begiver feltet sig nordøst om Haderslev, inden feltet ad små kringlede veje rammer rundstrækningen efter 138 km. Her venter der tre omgange på en 8,2 km lang rundstrækning, og det hele skal afgøres på den 1100 m lange målbakke på Chr. X’s vej.

At bakken er hård nok til at gøre en forskel, beviste Cecilie Uttrup Ludwig, da hun med en eksplosiv afslutning sikrede sig etapesejren på sidste etape af Tour of Scandinavia i 2023.

I forbindelse med Post Nord Danmark Rundt 2024 markerer Post Nord 400 års jubilæet for postvæsenet i Danmark. Som et kuriosum kan nævnes, at Kolding var det eneste sted foruden København, hvor man i 1624 ved postvæsenets etablering fik en postmester.

Postnord Danmark Rundt, der er rangeret som ProSeries løb på UCI’s Europe Tour, byder på nedenstående fem etaper:

• 14. august | 1. etape: Holstebro – Holstebro, 13,7 kilometer. (Holdløb)
• 15. august | 2. etape: Ringkøbing – Vejle, 230 km.
• 16. august | 3. etape: Kolding – Haderslev, 178 kilometer.
• 17. august | 4. etape: Store Heddinge – Holbæk, 180 kilometer.
• 18. august | 5. etape: Roskilde – Bagsværd, 160 kilometer.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel