Kolding Nyheder

Koncert med biksemad og bearnaise

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Her ses Solong. Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Solong laver koncert med biksemad og bearnaise sauce. Det sker i Forum Kolding Bramdrupdam.

Billetsalget er godt i gang. Men det er også lidt af et utraditionelt arrangement, sanggruppen Solong står bag lørdag den 11. november klokken 18 i Forum Kolding Bramdrupdam. Foruden masser af underholdning byder sanggruppen nemlig også på middag i form af biksemad med bearnaise sauce.

At arrangementet afvikles i Forum Kolding Bramdrupdam giver mulighed for mere plads mellem gæster og borde, der er gode parkeringsforhold og busstoppested lige uden for døren.

Med i billetprisen er musik, underholdning, sanghæfte, to-retters menu, kaffe og småkager samt en hyggelig syng-med aften, hvor gruppens toastmaster Otto Skak kæder underholdning og sange sammen, så alt går op i en højere enhed.

Solong har efterhånden afviklet masser af ”Syng dig glad”-arrangementer – hver gang med stor succes. Og det ikke udelukkende på ”hjemmebanen” i Kolding, men over det ganske land. Alene i år har sanggruppen 37 koncerter, så det er ikke forkert at sige, at der er bud efter dem.

-Nej, det er ikke udelukkende i Kolding, vi underholder. Der er bud efter os til bl.a. byfester, firmaarrangementer, jubilæer, runde fødselsdage og hvor der ellers er brug for underholdning. Så vi har nok at se til, lyder det fra Otto Skak.

Billetter til ”Syng dig glad” med biksemad og bearnaise sauce kan købes i receptionen i Sct. Jørgens Gård, på ssbad.dk eller hos Rita Skak på telefon 2294 9563.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel