I en solrig og festlig atmosfære blev den nye udstilling “Kongebarn” officielt åbnet fredag eftermiddag på Koldinghus med prominente gæster til stede.
Kong Frederik, Dronning Mary, Kronprins Christian, Grev Ingolf og Grevinde Sussie deltog i åbningen og blev budt velkommen af flere hundrede forventningsfulde børn og voksne, der stod klar med Dannebrog i hånden.
Under åbningen blev der overrakt blomster til Grevinde Sussie og Dronning Mary af børn, og de royale gæster hilste på de mange fremmødte. Efter en imponerende performance af kunstner Anna Juul Holm, der involverede børnenes ønsker og drømme, blev Kong Frederik, Dronning Mary og Kronprins Christian vist rundt i udstillingen.
Kronprins Christian udtrykte begejstring over udstillingen, der er designet til at engagere børn aktivt gennem interaktive og legende elementer. Efter det royale besøg blev “Kongebarn”-udstillingen åbnet for offentligheden.
Udstillingen, der tager besøgende med på en rejse gennem tidens historie som kongebarn, er permanent og kan nu opleves på Koldinghus.
Se billederne øverst i artiklen…