Kolding Nyheder

Lad ikke din frustration gå ud over den forkerte

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Annette Godsvig Laursen. Privatfoto.

Læserbrev af Annette Godsvig Laursen, formand for HK Stat Sydjylland, Matrosvænget 187, 6700 Esbjerg.

Nylige ændringer i lovgivningen har givet Gældsstyrelsen øgede beføjelser til at inddrive gæld. Det kan du mene om, hvad du vil, men det er kun politikerne på Christiansborg, du kan stille til ansvar.

Alligevel er der en udpræget tendens til, at borgere udtrykker deres utilfredshed gennem aggression og skældsord mod Gældsstyrelsens medarbejdere. Det har nået et niveau, hvor det truer arbejdsmiljøet og medfører opsigelser.

Som formand for lokale HK’ere ansat i Gældsstyrelsen vil jeg derfor komme med en kraftig appel til alle, der måtte have grund til at tale med Gældsstyrelsen: Husk, at det er et menneske i den anden ende af røret. Og husk, at det menneske blot udfører det job, vedkommende er blevet pålagt.

Er du utilfreds med de nye regler, så er det de politiske beslutningstagere, du skal have fat i. Medarbejderne i Gældsstyrelsen fortjener ikke at blive syndebukke for beslutninger, de ikke har været med til at træffe.

Det er fuldt forståeligt, at du kan blive bekymret og frustreret. Men det giver dig ikke ret til at ødelægge et andet menneskes dag eller arbejdsliv.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel