I en tid, hvor det mentale aspekt af sport bliver stadig vigtigere, har KIF Kolding valgt at øge indsatsen for mental trivsel ved at tilknytte den tidligere landsholdsstjerne, OL-guldvinder og medlem af Sportens Hall of Fame, Lasse Svan, som mentaltræner.
KIF Kolding har traditionelt haft vægt på det fysiske, taktiske og tekniske i håndboldspillet, men anerkender nu betydningen af det mentale element. Samarbejdet med Lasse Svan markerer et strategisk skridt, hvor træning af mental sundhed bliver prioriteret lige så højt som den fysiske træning og sportslige udvikling, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Lasse Svan vil være tilknyttet holdet fra sæsonstarten og følge holdet tæt gennem hele sæsonen. Han ser frem til samarbejdet med holdet og trænerstaben for at sikre optimale betingelser for at nå klubbens mål for den kommende sæson.
-Jeg ser frem til samarbejdet og til at tage endnu et vigtigt skridt mod en stærk og bæredygtig klubkultur – både på og uden for banen, siger Lasse Svan.
KIF Kolding ser positivt på det kommende samarbejde og investeringen i mental trivsel for både spillerne og klubben som helhed.