Kolding Nyheder

Lastbilchauffør fængslet efter spirituskørsel

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

En 36-årig lastbilchauffør fra Ukraine fik tirsdag en straksdom på 40 dages ubetinget fængsel for to tilfælde af spirituskørsel i en polsk registreret lastbil med hænger.

Det var en anmelder, der mandag ringede til politiet omkring klokken 11, fordi han havde set den pågældende lastbil slingre under sin kørsel. En patrulje blev derfor sendt af sted, og anmelderen kunne med gode anvisninger lede Sydøstjyllands Politi frem til lastbilen, der straks fik lastbilen standset på Koldingvej ved Kolding.

Den 36-årige chauffør blev herefter anholdt på grund af mistanke om spirituskørsel. Det viste sig senere, at hans promille oversteg 2,0, oplyser Sydøstjyllands Politi.

Den 36-årige blev på den baggrund fremstillet i grundlovsforhør for ikke bare et tilfælde af spirituskørsel, men for to tilfælde. Den 15. juni 2023 havde Syd- og Sønderjyllands Politi sigtet den samme mand for at køre spirituskørsel i samme lastbil med hænger på den Sønderjyske Motorvej. Også i dette tilfælde var promillen over 2,0.

Ved grundlovsforhøret erkendte den 36-årige lastbilchauffør begge forhold, og han fik derfor en straksdom. Udover 40 dages ubetinget fængsel blev den 36-årige udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år, og han også fik frakendt førerretten i seks år.

Retten har endnu ikke taget stilling til eventuel beslaglæggelse og konfiskation af lastbilen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget ,
Del denne artikel