Kolding Nyheder

Merete Dissing bliver ny kommunaldirektør

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Merete Dissing bliver kommunens ny kommunaldirektør. Foto: Palle Peter Skov/Kolding Kommune.

Et enigt ansættelsesudvalg har peget på Kolding Kommunes konstituerede kommunaldirektør til posten som kommunaldirektør. Merete Dissing bliver dermed også sat i spidsen for den nye By- og Fællesforvaltning, som træder i kraft ved årsskiftet. Merete Dissing indtræder i sin nye stilling 1. december.

Så er det afgjort, hvem der skal stå i spidsen for Kolding Kommune som kommunaldirektør.

Stillingen har været vakant siden 1. april, da daværende kommunaldirektør Thomas Boe fratrådte.

Siden har Kolding Kommunes by- og udviklingsdirektør Merete Dissing været konstitueret i stillingen, og det er hende, et enigt ansættelsesudvalg har peget på som ny kommunaldirektør i Kolding.

-Jeg er meget glad for, at Merete Dissing søgte stillingen. I ansættelsesudvalget var vi helt enige om, at hun er den rette til jobbet. Vi har kendt Merete i mange år som en dygtig direktør, der både er udviklings- og driftssikker i sin stilling som by- og udviklingsdirektør. Og nu har vi også arbejdet tæt sammen med hende som konstitueret kommunaldirektør gennem syv måneder, hvor hun fuldt ud har levet op til forventningerne. Så vi kender hendes mange styrker, fortæller borgmester Knud Erik Langhoff (C) i en pressemeddelelse.

Kortere proces

Med ansættelsen af Merete Dissing besluttede ansættelsesudvalget også at forkorte processen.

Der var lagt op til, at der skulle gennemføres 2.-samtaler i løbet af november. Men det skønnede ansættelsesudvalget ikke var nødvendigt. Merete Dissing blev inviteret til 1.-samtale, og derefter kunne udvalget træffe beslutningen.

-Det ville bare trække sagen i unødig langdrag, hvis vi skulle have Merete til samtale igen. Derfor var vi helt enige om at speede processen op, så byrådet kunne behandle ansættelsesudvalgets indstilling på mødet 31. oktober. Det blev til et ja fra hele byrådet, og dermed kan Merete indtræde i sin nye stilling 1. december. Alle er bedst tjent med, at vi kommer hurtigt videre, når der nu er en afklaring, forklarer Knud Erik Langhoff.

Anden gang stillingen blev slået op

Det er anden gang i år, stillingen til kommunaldirektør i Kolding Kommune er slået op. Første gang var før sommerferien, hvor stillingen havde et lidt andet indhold. Dengang fandt ansættelsesudvalget ikke ansøgerfeltet bredt nok og udsatte processen her til efteråret. Merete Dissing søgte ikke jobbet dengang.

Siden er indholdet i stillingen ændret. Byrådet godkendte i september en indstilling fra Direktionen om at slå den nuværende Centralforvaltningen og den nuværende By- og Udviklingsforvaltningen sammen til By- og Fællesforvaltningen.

Begrundelsen er at ruste Kolding Kommune til bedre at kunne imødekomme fremtidens udfordringer. Organisationsændringen sker fra 1. januar 2024, og kommunaldirektøren skal stå i spidsen for By- og Fællesforvaltningen.

Meningsfulde rammer og stærkt samarbejde

Det ligger i opdraget til kommunaldirektøren, at rollen bliver mere udadvendt i forhold til en traditionel kommunaldirektør bl.a. ved også stå i spidsen for kommunens fysiske udvikling.

-Det er en særdeles attraktiv stilling for mig, og jeg er utroligt taknemmelig for, at byrådet har vist mig den tillid. Jeg er stolt over at bo og arbejde i Kolding Kommune og får nu mulighed for at fortsætte i spidsen for en utroligt velfungerende kommune med dygtige og engagerede medarbejdere og ledere og en fantastisk samarbejdende direktion. Ja, jeg kan slet ikke forestille mig noget bedre sted at arbejde end Kolding Kommune, fortæller Merete Dissing.

-For mig er det nærmest helt afhængighedsskabende at være med til at få kommunen til at blomstre og udvikle sig bæredygtigt inden for bosætning, erhverv, byliv og velfærdsområdet. Og det kan kun ske, når vi som kommune også går sammen i stærke partnerskaber med andre aktører som bl.a. erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne, understreger hun.

Hun peger på, at kommunerne står over for komplekse udfordringer bl.a. med rekruttering af arbejdskraft, klimaudfordringer og øget mistrivsel, og at kommunerne samtidig mødes med stigende krav om høj kvalitet og individuelt tilpassede løsninger.

-Der er i den grad behov for at rykke sammen om de store udfordringer, og sammen med direktionen vil jeg stræbe efter, at embedsværk og politikere står sammen om at skabe nogle rammer, som giver mening, og som muliggør skabelse af fremtidens velfærd og bæredygtig byudvikling baseret på langsigtede visioner, høj faglighed og en stærk implementeringskraft, siger Merete Dissing.

Bredt ansættelsesudvalg

Der var i alt otte ansøgere til jobbet. Ansættelsesudvalget bestod af borgmester Knud Erik Langhoff (K), Birgitte Munk Grunnet (S), Villy Søvndal (SF), Merete Due Paarup (R), Jakob Ville (V), Søren Rasmussen (DF), næstformand for Hovedudvalget Hanne Thomsen, senior-, sundheds- og fritidsdirektør Annette Lund og økonomichef John Burchardt.

Ansættelsen blev først behandlet på Økonomi og Strategi på et ekstraordinært møde 31. oktober og dernæst godkendt på det ordinære byrådsmøde samme dag.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel