Kolding Nyheder

Nattesøvnen er vigtig: Også i Kolding Krisecenter

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Butikschef for JYSK, Trine Schlichter, og præsident for Lions Kolding, Jørn Pedersen. Pressefoto.

Lions Kolding har netop i år vedtaget en ny strategi og i den er en del af visionen, at Lions Kolding vil være børnenes bedste ven.

Det vil være hovedtemaet, når Lions Kolding til november fejrer sit 60 års jubilæum og i den forbindelse laver en donationspulje på 100.000 kroner, som kan søges til gode lokale sociale formål, og hvor netop børnene er i fokus.

I den forbindelse har Lions Kolding haft en forhåndsdialog med Kolding Krisecenter, som netop gør en kæmpe forskel for de børn, som er i de familier, som Kolding Krisecenter tager sig af.

Her var et meget stort ønske, at få nye senge med topmadrasser og andet tilbehør.

Lederen af Kolding Krisecenter Britt Nielsen begrunder det med:

-Kvinderne og børn kommer på krisecentret efter ofte lang tids vold og er derfor meget stressede og traumatiserede. Søvnproblemer viser sig ofte ved både kvinder og børn og det er derfor ekstra vigtigt, at vi kan tilbyde beboerne komfortable senge. Derudover vil vi gerne have, at værelserne skal være indbydende, så kvinderne kan finde ro.

Nye senge, madrasser og det øvrige ville koste Kolding Krisecenter omkring 55.000 kroner. Penge de ikke har til det formål.

I samarbejde med JYSK

Men da donationen har så stor betydning i forhold til kvinder og børns trivsel på krisecenteret, så gik Lions Kolding i samarbejde med JYSK, for en donation af den størrelse var en lidt for stor mundfuld for Lions Kolding. Men da JYSK bidrog rigtig flot, så kom det i mål og natteroen kan indfinde sig på Kolding Krisecenter i ordentlige senge.

Det glæder butikschef Trine Schlichter fra JYSK på Egtved Allé at projektet kom i mål:

-Desværre er Kolding Krisecenter et nødvendigt tilbud for de kriseramte kvinder og børn og der ville vi så gerne gøre en forskel, sammen med Lions Kolding, da vi jo netop er stærke i vores sortiment af gode senge og madrasser.

Præsident i Lions Kolding, Jørn Pedersen er virkelig glad:

-Fantastisk at vi kunne lave det partnerskab med JYSK og komme i mål, så vi ikke kun kunne få udskiftet nogle få af sengene, men nå hele vejen rundt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget , ,
Del denne artikel