Kolding Nyheder

Nu bliver det nemmere at finde de gode oplevelser i Kolding

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Oplevkolding.dk har fået et nyt oplevelseskort. Foto: Palle Peter Skov (Arkivfoto)

Oplevelsessitet har også fået et nyt oplevelseskort, der gør det nemt at finde de mange faciliteter i det fri.

Oplevkolding.dk har været et tilbud til borgerne siden 2014, hvor det især har haft fokus på natur, motion og aktiviteter i det fri.

Nu bliver siden udvidet til også at handle om bæredygtige oplevelser, aktiviteter og arrangementer. Samtidig er siden opgraderet på design, indhold og de tekniske funktioner, så siden lever op til kravene om webtilgængelighed og let adgang fra mobiltelefonen.

Et mere overskueligt oplevelseskort

Helt centralt for det nye oplevkolding.dk er et oplevelseskort, der præsenterer alt fra strande og vandreruter til fitnessfaciliteter og legepladser på en let og overskuelige måde, så man selv kan vælge, hvad der er relevant at se i kommunen, uanset om faciliteten ligger i skoven, midtbyen, centerbyer eller landsbyer.

Oplevkolding.dk er fortsat et udstillingsvindue for de mange arrangementer og events, der sker i byerne og i naturen. Rundvisninger på Skamlingsbanken, naturvejledning i Naturpark Lillebælt eller workshops og foredrag om recykling, madspild eller klima trækkes ind i en overskuelig kalender. På sitet er der også mulighed for, at aktører selv kan indtaste og få præsenteret deres mange arrangementer og initiativer inden for kategorierne natur, aktiv og bæredygtighed.

-Der findes en guldgrube af gode, hverdagsnære oplevelser, der venter på os i byerne og i naturen, som det skal være nemt at finde. Derfor glæder det mig, at vi nu med den ny-opdaterede hjemmeside har gjort det endnu nemmere for borgere og gæster at finde de mange muligheder, som kommunen byder på, fortæller Jørn Chemnitz (SF), formand for udvalget Natur, Miljø og Klima, i en pressemeddelelse.

Også Birgitte Kragh (V), formand for Sundhed og Fritid, glæder sig over, at det nu bliver lettere for borgerne at finde udendørs motionsredskaber og tilbud om motion og bevægelse, der ikke kræver medlemskaber.

-Desuden viser tal, at stadig flere rykker deres motionsaktiviteter ud i det fri. Det giver en fleksibilitet og er nemt at passe ind i en travl hverdag, og så kan naturen tilbyde en ekstra dimension i motionstilbuddet. Et af de tilbud man kan finde på OplevKolding er fx en lang række af tilbud om yoga i det fri sommeren over, fortæller Birgitte Kragh.

Det nye site blev lanceret den 28. juni.

Hvad er oplevkolding.dk

• Oplevkolding.dk er Kolding Kommunes oplevelsessite, hvor borgere og besøgende kan finde faciliteter, oplevelser og tilbud om naturoplevelser, motion og sundhed, fællesskaber og samvær, leg og læring og de mange spændende tilbud til at træffe mere bæredygtige valg.

• Omdrejningspunktet er oplevelser, primært kendetegnet ved at foregå under åben himmel, have relation til uderummet, eller understøtte den grønne dagsorden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel