Kolding Nyheder

Ny handicapaftale: Erstattes omsorg af magt?

Redaktion
Skrevet af Redaktion
Sara Darling Jørgensen (t.v.) og Annette Blynel (t.h.). Privatfoto.

Læserbrev af Annette Blynel (SF), gruppeformand, Strandgade 27, 5700 Svendborg og Sara Darling Jørgensen (SF), regionsrådsmedlem 5700 Svendborg (begge medlemmer af Regionsrådet i Region Syddanmark).

SF ville ikke deltage – ligesom flere andre partier også sagde pænt nej tak. Nej tak til at medvirke til ny rammeaftale på området, som går den helt, helt forkerte vej. Og TAK for det.

Det er en trist aftale regeringen sammen med radikale, konservative og LA vil gennemføre. Bl.a. gives der friere rammer til tvangsmæssige indgreb.

I dag er den pædagogiske tilgang altid, at man så vidt muligt skal undgå magtanvendelser og i stedet anvende gedigne socialpædagogiske redskaber i forhold til udadreagerende borgere med handicaps.

Nu mener den socialdemokratiske socialminister at ”brugen af tvang i dag er placeret forkert”. Forkert for hvem om vi må spørge? For den handicappede borger, som oplever enhver tvangsforanstaltning som et stort overgreb?

Handicaporganisationerne har længe været ude med helt berettiget kritik af den indsats mange borgere modtager i dag. Kommunernes økonomi på området er steget voldsomt, desværre uden at den konkrete borger har oplevet at få den nødvendige bistand, og ej heller af den rigtige kvalitet. Det er også konstateret, at enkelte private sociale institutioner har mere fokus på optimering af egen virksomhed, frem for god socialfaglig kvalitet til borgeren. Naturligvis skal ingen private ejere have lommen fuld på handicappedes bekostning.

Vi skal huske, der er tale om de allermest sårbare borgere, vi har i vores samfund. De risikerer nu at mødes med mere tvang og overvågning! Det er virkelig trist. Samtidig er det hensigten i aftalen, at økonomien skal reduceres. Handicappede borgere er for dyre – hvad i al verden er det for et menneskesyn?

SF har længe presset på for at skabe bedre vilkår og økonomi til både kommuner og regioner, så denne vigtige opgave kan løftes på en kvalificeret og værdig måde. Derfor blev vi smidt ud af forhandlingerne.

Vi er målløse – vi troede, at alle partier var optaget af god velfærd til handicappede – men vi tog desværre fejl.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel