Ny 3,5 kilometer lang hjertesti er åbnet i Kolding.
Med over 100 deltagere blev Koldings nye 3,5 kilometer lange hjertesti i Kolding Nord officielt indviet. Stien fører gennem Nordre Kirkegård, boligområdet omkring Skovparken og Skovvejen samt forbi Kolding Gymnasium tæt ved Marielundskoven.
Hjertestien er et fælles projekt mellem Boligselskabet Kolding, AAB Kolding/Bovia, Kolding Kommune og Hjerteforeningens lokale afdeling og har til formål at fremme motion samt give et unikt indblik i et boligområde under stor forandring.
Området står over for store renoveringer med nye seniorbofællesskaber, ældreboliger og dagligvarebutik, der sammen skal styrke fællesskab og byliv, fortæller byggeprojektleder Ellen Bisgaard i en pressemeddelelse.
Afdelingsformand Anne-Mette Højer Sørensen håber, at hjertestien bliver et samlingspunkt og inspirerer til mere aktivitet i hverdagen. Stien, som starter ved Sundhedscenter Kolding, har fast underlag, hvilesteder og kan forbindes med andre stier i området, samtidig med at den byder på naturskønne udsigter og følger udviklingen i Kolding Nord.