Kolding Nyheder

Politiet hjælper bilister gennem tre lyskryds

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: Tsvetoslav Hristov/Unsplash (Modelfoto)

Nu er alle veje igen farbare i Kolding.

Søndag eftermiddag åbnede Vestre Ringgade og Ålegården efter weekendens oversvømmelser. Dermed er alle veje i Kolding by igen åbne for gennemkørsel.

Men det kan give udfordringer mandag morgen. Flere steder i byen er trafiklysene ude af drift, fordi de er blevet beskadiget af vandet. Kolding Kommune forventer, at der kommer til at gå en uges tid, før lyskrydsene er blevet repareret og igen er i funktion.

Det drejer sig om følgende lyskryds:

Vestre Ringvej/Ålegården
Vestre Ringvej/indkørslen til Coop 365
Østerbrogade/Jens Holms Vej/Sdr. Havnegade

Mandag morgen kommer politiet og hjælper trafikken igennem alle tre lyskryds. Men kør hjemmefra i god tid, hav tålmodighed, og vis hensyn, når du skal igennem byen, oplyser Kolding Kommune.

Kommunens folk og det øvrige beredskab har arbejdet hele weekenden for at rydde op efter oversvømmelserne. Der er dog stadig områder, hvor der står vand, og oprydningsarbejdet er slet ikke færdigt. Derfor står der stadig materiel rundt omkring, og kommunen arbejder fortsat i den kommende tid.

Derfor må alle typer af trafikanter gerne vise lidt ekstra hensyn og have tålmodighed, lyder opfordringen fra Kolding Kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel