Kolding Nyheder

Salmonella i hakket oksekød

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: Alexas_Fotos/Pixabay (Modelfoto)

Et parti hakket oksekød og hakkebøffer trækkes tilbage, da der er fundet Salmonella-bakterier.

Hilton Foods Danmark A/S tilbagekalder nu hakket oksekød på grund af fund af Salmonella-bakterier. Hvis du har købt produktet, anbefales det enten at kassere det eller returnere det til butikken, hvor det er købt.

Følgende fødevarer tilbagekaldes:

  • Hakket oksekød med sidste anvendelsesdato fra den 19. marts til den 13. maj.
  • Hakkebøffer med sidste anvendelsesdato den 2. april.

Produkterne er blevet solgt i Dagli’Brugsen, SuperBrugsen, 365 Discount, Coop, Irma og Kvickly butikker over hele landet.

Årsagen til tilbagekaldelsen er, at der under virksomhedens egenkontrol er blevet fundet Salmonella i partier af hakket oksekød, som stammer fra England. Som en sikkerhedsforanstaltning tilbagekaldes yderligere partier af samme engelske oprindelse.

Symptomer på Salmonella

Salmonella-infektion kan medføre symptomer som diarré, mavesmerter, feber, hovedpine, kvalme og opkast. Sygdommen kan vare fra få dage til flere uger.

Hvis du er forbruger, opfordrer Fødevarestyrelsen til at returnere produktet til butikken eller kassere det. Hvis du oplever symptomer i forbindelse med indtag af produktet, bør du kontakte din egen læge.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel