Kolding Nyheder

Seniorfestival 2023 kommer til Kolding

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Her er det fra dette års Seniorfestival i Christiansfeld. Foto: H.E. Haulrich (Arkivfoto)

Kolding Kommune og Ældrerådet inviterer til Seniorfestival 2023 fredag den 6. oktober i området omkring aktivitetshuset Midtgaarden i Kolding midtby.

Dagen bliver fyldt med sang, oplæg, byvandringer, musik og aktiviteter på Midtgaarden, mens man kan besøge foreninger og forskellige kreative grupper ved deres stande, hvor de står klar til en snak om deres aktiviteter og tilbud. Vi tyvstarter dog allerede med morgenandagt med strygere i Sankt Nicolai Kirken kl. 09.15-09.45.

Samtidig vil der også være åbent hus i Floraklubben, OK-klubben, Sankt Nicolai Kirken, Café Paraplyen og Stadsarkivet, som alle vil vise deres aktiviteter og muligheder frem. Cykling uden alder vil også være til stede og tilbyde et lift rundt i området til dem, som har lyst til det.

Der vil være gratis kaffe, bobler og kransekage, og der vil være mulighed for at købe lun mad i cafeteriet på Midtgaarden eller hos Floraklubben.

-Vi havde stor succes med Seniorfestival i Christiansfeld den 14. september, hvor mere end 200 mennesker lagde vejen forbi. Så jeg håber, at mange også har lyst til at komme forbi området omkring Midtgaarden og udforske alle de spændende aktiviteter, som bliver vist frem. Der er i hvert fald rig mulighed for at blive inspireret, hvad enten man gerne vil være aktiv, kreativ eller noget helt tredje og finde et fællesskab, som falder lige i ens smag, fortæller Søren Rasmussen (DF), formand for udvalget Senior, i en pressemeddelelse.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel