Kolding Nyheder

Seniorfestival i Christiansfeld

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: Alexas Fotos/Pixabay (Modelfoto)

Seniorfestival 2023 kommer til Christiansfeld.

Igen i år inviterer Kolding Kommune og Ældrerådet til Seniorfestival, og denne gang kommer den både til Christiansfeld og Kolding midtby.

Torsdag d. 14. september klokken 10-14 åbnes dørene i Cuben i Christiansfeld til en dag fyldt med mange former for idrætsaktiviteter, sang, foredrag og stande med forskellige foreninger. Det bliver en dag med aktivitet og fællesskab i centrum, hvor der er rig mulighed for hyggeligt samvær.

Klokken 19-21 – også i Cuben – vil der være foredrag med John Hansen, som er forfatter og tidligere kulturdirektør i Vejle Kommune. Han holder foredraget ”Seenager – du topper livet efter de 60!”, hvor han giver en humoristisk og oplysende vinkel på det at blive ældre.

Foredraget er ganske gratis med billetbooking på senioraktiviteter.kolding.dk/seniorfestival.

-Jeg glæder mig til en hyggelig dag i Christiansfeld, som står i fællesskabets tegn, og jeg håber, at folk har lyst til at lægge vejen forbi og snuse lidt til aktiviteterne eller besøge nogle af foreningerne ved deres stande. Der vil være lidt for enhver smag, og der er god mulighed for at blive inspireret af foreningerne og måske finde nogle nye, spændende fællesskaber, fortæller Søren Rasmussen, formand for udvalget Senior.

I Kolding foregår Seniorfestival den 6. oktober ved Midtgaarden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel