Kolding Nyheder

Silas kører direkte til DM – igen

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Silas Henningsen er igen parat til at træne op mod DM i Skills i Hansenbergs autoværksteder. Foto: Hansenberg.

For andet år i træk har Silas Henningsen fra erhvervsskolen Hansenberg kvalificeret sig til DM i Skills, og opbakningen er stor fra lærepladsen ved Jels, Grønnebæk Auto.

Han er blot 20 år gammel, men han er allerede erfaren inden for DM-deltagelse.

Personvognsmekanikerlærling Silas Henningsen fra Hansenberg i Kolding har nemlig – med en flot andenplads ved Regionsmesterskaberne – kvalificeret sig til DM i Skills for andet år i træk.

-Jeg får da bekræftet, at min første deltagelse ved DM i Skills ikke bare var et tilfælde. Det er fedt at være med igen. Det bedste ved at være med er, at man får en god oplevelse – og man får udfordret sine evner, fortæller Silas Henningsen i en pressemeddelelse.

Han kommer fra Rødding, og han er i lære ved Grønnebæk Auto ved Jels, hvor opbakning til lærlingen er stor:

-De synes, det er fedt, at jeg har kvalificeret mig igen, og min mester glæder sig til at følge mig, forklarer Silas Henningsen.

Mindre nervøsitet

DM i Skills 2024 finder sted i Roskilde den 18.-20. april, og Silas har en træningsplan klar frem mod den store konkurrence:

-Nu ved jeg, hvad jeg kan forvente – og jeg ved nogenlunde, hvad jeg går ind til. Så denne gang vil jeg gå mere målrettet til træningen. Og forhåbentlig bliver jeg ikke helt så nervøs, som jeg var sidste gang, slutter Silas Henningsen.

Regionsmesterskaberne fandt i år sted på Syddansk Erhvervsskole i Vejle.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel