Kolding Nyheder

Smedefirmaer fusionerer: Her er det nye navn

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: ptdh/Pixabay (Modelfoto)

Lørdag træder fusionen i kraft.

De to mindre smedevirksomheder i Kolding, Anker Stålindustri ApS og Barsøe Schou Smede og Maskinværksted A/S fusionerer. Det nye navn bliver Kolding Stålindustri A/S. Sammenlægning træder i kraft lørdag den 1. juli.

Det er to velkonsoliderede firmaer, som begge havde plus på bundlinjen i det seneste regnskabsår 2022, som nu går sammen.

De to virksomheder producerer blandt andet ståltrapper, gelændere, låger, stålaltaner plus forskellige bygningskonstruktioner og større industriprojekter, hvor stål indgår i projekterne.

Tog initiativ til fusionen

Initiativet til sammenlægningen blev taget af Niels Jacobsen, som hidtil har været ejer af Barsøe Schou Smede og Maskinværksted sammen med sin kompagnon, Morten Collin Nielsen. Morten Collin Nielsen besluttede sig for at træde ud af ejerskabet af virksomheden, som har til huse i Smedegade i Koldings sydlige industrikvarter.

For Niels Jacobsen blev det anledning til at tage kontakt til hans kollega, Flemming Poulsen, som ejer Anker Stålindustri, som ligger i nabolaget på Værkstedvej, ligeledes i det sydlige industrikvarter i Kolding.

-I luftlinje ligger vi 300 meter fra hinanden. Vi er langt hen ad vejen to identiske virksomheder, og efter en række gode snakke er vi enige om, at det kan give en række synergieffekter, at vi lægger de to virksomheder sammen. Vi bibeholder de to nuværende firmaadresser, men på sigt er det planen, at vi finder en fælles samlet firmaadresse, fortæller Flemming Poulsen i en pressemeddelelse.

Medarbejderstaben bibeholdes

Begge virksomheder beskæftiger på nuværende tidspunkt hver otte medarbejdere inklusive ejerne og fusionen betyder ikke, at det medarbejdertal reduceres. På længere sigt tværtimod.

-Vi får en større kapacitet, og vi vil kunne byde ind på større vedligeholdelses og industriopgaver. Samtidig får vi flere ressourcer til de administrative opgaver med blandt andet dokumentation og kvalitetssikring. På de områder satser vi på, at fusionen giver os nogle ekstra ressourcer, fortæller Niels Jacobsen.

I det nye firma, Kolding Stålindustri A/S bliver Niels Jacobsen manden med ansvaret for produktion og montage, mens Flemming Poulsen, får ansvaret for den administrative del af virksomheden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget ,
Del denne artikel