Fra den 1. juli træder en ny lovgivning i kraft, der vil have stor indflydelse på nye bilisters kørsel.
Lovændringen betyder, at en strengere promillegrænse på 0,2 vil være gældende for nye bilister med kategori B kørekort i de første tre år. Det vil også gælde for dem, der har fået kørekortet inden lovens ikrafttræden.
-Nultolerance [for alkohol] gælder de første tre år efter erhvervelsen af kørekortet uanset alder, således at én genstand er én for meget. Derved er der en ting mindre at forholde sig til som ny bilist, fortæller transportminister Thomas Danielsen (V) i en pressemeddelelse.
Rådet for Sikker Trafik lancerer en ny kampagne for at oplyse de nye bilister om disse regelændringer.
-Alkohol og trafik er en farlig cocktail – ikke mindst når man er ny i trafikken og mangler erfaring og rutine. Derfor er det også positivt, at nye bilister nu praktisk talt møder nultolerance ift. alkohol. Det kan være med til at forebygge ulykker og sikre, at man som ny bilist tidligt får gode trafikvaner i forhold til alkohol, siger administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik, Jakob Bøving Arendt.
Med den nye lovgivning må nye bilister derfor sige nej tak til alkohol, hvis de skal køre bil, da det nu vil være ulovligt at have indtaget én enkelt genstand og sætte sig bag rattet.