Kolding Nyheder

Stilleben

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Pressefoto.

Oplev udstillingen Stilleben – Vibrerende stilstande – en malerisk og keramisk undersøgelse.

Kolding Kunstforenings første udstilling i 2024 hedder ”Stilleben Vibrerende tilstande – en malerisk og keramisk undersøgelse” og byder på værker af fire forskellige kunstnere: Stine Jespersen, Manuel Canu, Allan Stabell og Kirsten Bøgh.

Som begrebet stilleben eller også Nature Morte antyder, beskæftiger de sig med det stille liv. Stilleben har ikke umiddelbart et fortællende indhold, men består af former, der udgør en stabilitet, en kulturel hukommelse, der peger både frem og tilbage. De ønsker at igangsætte en reflekterende tilgang til den fysiske verden og dens eksistens.

Stine Jespersen

Pressefoto.

Stine Jespersen (1976) er skulpturel keramiker, der er inspireret af formerne i Lundstrøms stilleben. Hun undersøger lerets muligheder gennem gentagelser for at finde en balance mellem det statiske og det ukontrollable. Det betyder, at en række elementer kombineres på forskellig vis med små ændringer eller variationer. Værkerne lægger op til, at beskueren skal gå på opdagelse efter forskelle og ligheder.

Allan Stabell

Pressefoto.

Allan Stabell (1943) bruger emballage fra hverdagsobjekter, der kan indgå i et traditionelt stilleben. Det kan fx være fra en kop, et glas eller en krukke. Han bruger og genbruger en overset virkelighed. Ved at folde emballagen ud og bemale den mister indpakningen sin originale identitet og bliver et ornament, der indgår som et mønster eller en formstruktur i hans koloristiske malerier. Han er fascineret af mønstrene i den katolske kirkes gulve og bruger dem til at skabe nye mønstre.

Manuel Canu

Pressefoto.

Manuel Canu (1979) kommer oprindeligt fra Italien, men har siden 2008 boet i Danmark. Han udarbejder stedsspecifikke arkitektoniske strukturer, der refererer til naturen eller tableauer, der er inspireret af klassiske stilleben. Karakteristisk for værkerne er en flygtighed, idet værkerne er skabt i ubrændt ler og tørrer i løbet af udstillingsperioden. Det betyder, at værkerne krymper, krakelerer og måske endda går i stykker. Når udstillingsperioden er forbi, bliver de ødelagt og leret genbrugt.

Kirsten Bøgh

Pressefoto.

Kirsten Bøgh (1962) arbejder med det mellemrum, som strukturer fra den nære virkelighed skaber i forhold til ornamenter fra fjerne kulturer ved at sætte mønstre fra persiske tæpper sammen med interiøret. Det kan være en stol, en buket, som vidner om menneskelig handling. Hun er fascineret af, hvordan vi som individer spejler os i genstande, som omgiver os. Kolorismen i malerierne skaber en intimitet, og mønstrene giver en forbindelse til det organiske i både inde og ude.

Udstillingen kan ses i Nicolai Kunst og Design i Kolding. Der er fernisering den 26. januar klokken 16-18 og udstillingen kan ses fra den 27. januar til 25. februar. Åbningstiderne er tirsdag-torsdag klokken 9-16, lørdag og søndag klokken 10-15
Der er fri entré.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel