Kolding Nyheder

Stiller op som folketingskandidat i Kolding

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Tobias Jørgensen (V). Foto: Bo Nielsen.

Venstres bestyrelse i Kolding kreds syd har indkaldt til opstillingsmøde af folketingskandidat for Kolding.

Tobias Jørgensen der er et kendt ansigt i Kredsen, har meldt sit kandidatur. Og håber på opbakning blandt kredsens medlemmer på opstillingsmødet d. 15 juni:

-Jeg føler mig som det bedste bud på en kandidat, der igen kan få Venstre i Kolding repræsenteret på Christiansborg. Ved valget d. 1. november sidste år, var jeg ubetinget den Venstre-kandidat, der fik flest stemmer i valgkredsen, trods jeg var opstillet andetsteds. Jeg har gentagne gange vist, at jeg er langtidsholdbar i valgkamp, både til kommunalvalg og folketingsvalg, og så har jeg uden afbrud været medlem af partiet siden mine tidlige 20ere, fortæller Tobias Jørgensen i en pressemeddelelse.

Hos Venstre i Koldings gruppeformand og borgmesterkandidat Jakob Ville er der heller ingen tvivl:

-Tobias er et rigtig godt bud på den der er vores kommende folketingskandidat, han er både arbejdsom og inde i de ting han har ansvar for, eneste minus jeg kan se ved at få Tobias i folketinget er, at vi så mister ham i byrådsgruppen, da han har været meget tydelig omkring sin holdning til dobbeltmandat, siger Jakob Ville og fortsætter:

-Men det kommer nok ikke bag på nogen, at Tobias har ambitioner i forhold til det at blive valgt i folketinget, og den rejse starter med at have en god valgkreds. Det kan han få her i Kolding, hvor han både er født og bor. Jeg kender Tobias og derfor er det nemt for mig, at give ham de bedste anbefalinger.

Den opbakning tages ikke for givet:

-Det er klart at jeg sætter pris på al opbakning, og især den fra Jakob. Det er alfa og omega, at Venstre stiller stærkeste hold hver gang der er valg. Jeg er ærkeliberal helt ind til knoglerne, jeg brænder for forenings-Danmark, fællesskaber, frihed, de kloge hænder og hele mit lokalområde. Og hvis jeg får ”anførerbindet” på den 15. juni, så vil jeg arbejde solen sort, for at blive valgt i folketinget, og være det lokale bindeled, når der tales ingeniøruddannelser, støjdæmpende foranstaltninger ved motor- og hovedveje og meget mere, forklarer Tobias Jørgensen.

Opstillingen finder sted i Arena Syd i Vamdrup, hvor alle medlemmer, der bor i Koldings valgkreds syd, vil være velkomne til at møde bestyrelsen og kandidaten.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel