Kolding Nyheder

Stormflodsramte sommerhusejere får tiltrængt affaldshjælp

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Sommerhusområderne blev hårdt ramt af stormfloden. Nu er der hjælp til at komme af med affaldet. Foto: Redux – Affald og Genbrug.

Midlertidige containere og ekstra affaldstømning skal gøre det nemmere at komme af med stormflodsaffaldet fra sommerhusområder i Kolding Kommune. Den første, midlertidige stormflodsaffaldsplads er nu åbnet.

Oprydningsarbejdet er i fuld gang i de sommerhusområder, der blev ramt af den historisk ekstreme stormflod, som fredag og natten til lørdag trak massive ødelæggelser langs Kolding Kommunes østkyst. Værst gik det ud over sommerhusområderne ved Hejlsminde, Grønninghoved og Binderup.

For at gøre oprydningsarbejdet nemmere for sommerhusejerne bliver der nu etableret midlertidige stormflodsaffaldspladser i sommerhusområderne. Samtidig bliver de normale affaldsbeholdere, både genbrugsøerne og dem ved de enkelte sommerhuse, tømt oftere end normalt.

Tirsdag åbnede Kolding Kommune den første af fire midlertidige stormflodsaffaldspladser – på Hejlsminde Lystbådehavn. Efter planen åbner yderligere tre pladser de kommende dage:

• Binderup Strandvej
• Elkærgårdvej ved Trappendal Strand
• Anemonevej ved Grønninghoved Strand

Det er muligt at komme af med beton (eksempelvis fliser), hårde hvidevarer, køleskabe og frysere (tømt for madvarer), ødelagte tæpper, polstrede møbler, madrasser og vraggods. Typen af affald er markeret på de enkelte containere.

Der vil være løbende tømning af containerne, der som udgangspunkt vil stå til fri afbenyttelse til og med mandag den 6. november, oplyser Kolding Kommune.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel