Street art vokser frem rundt i Kolding Kommune

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Foto: Rikke Revsholm.

Ved Kolding Skatepark er et street art værk af den spanske street art kunstner Xolaka lige nu ved at tage form henad den 40 meter lange ydermur.

Værket er en del af en større street art festival arrangeret af West Station Gallery, der er åbnet i den gamle stationsbygning i Lunderskov.

Henover de næste uger vil der også blive malet et værk i tunnelen under Kolding Banegård. Allerede i weekenden vil den italienske kunstner Diavú bruge nætterne på at tegne konturerne af værket op. Det gøres nemlig bedst uden forstyrrende skygger fra dagslys. Ser du derfor mænd luske rundt ved tunnelen og dække lamper af med poser kan du altså trygt nærme dig. Det er art in progress, og de må gerne være der. De fortæller endda gerne om værket til dem, der kommer forbi.

Kolding Kommune har støttet realiseringen af begge værker, ligesom kommunen også har støttet kunstværker på Lunderskov Hallen samt på et pakhus og transformerstation tæt ved Lunderskov Station. Også disse bliver sat i gang i løbet af den kommende uge, oplyser Kolding Kommune.

Udover værkerne støttet af kommunen skyder flere andre street art værker også op rundt i kommunen. Desuden kan man på West Station Gallery opleve en udstilling med værker af alle street art kunstnerne, der er samlet i festivalen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget
Del denne artikel