Kolding Nyheder

Suveræn Bastian Buus udbyggede igen føring

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Foto: Porsche Motorsport.

Endnu et stærkt podieresultat af den danske Porsche Junior, som sikrede sig en andenplads i femte afdeling af Porsche Mobil 1 Supercup på Spa-Francorchamps.

Det gik som ønsket for Bastian Buus fra Nr. Bjert ved Kolding, som atter formåede at styrke sin dominans i Porsche Mobil 1 Supercup i sæsonens femte afdeling på Spa-Francorchamps.

Efter nogle indledende sessions med stærkt svingende vejr var der lagt op til en spændende løb, som da også blev afsluttet en omgang inden planlagt, da regnen atter begyndte at vælte ned over den belgiske Formel 1-bane.

Foto: Porsche Motorsport.

Forinden havde Bastian Buus formået at avancere fra en tredjeplads på gridden til en andenplads kort efter starten, og dén position forsvarede danskeren hele løbet igennem, mens han konstant holdt sig tæt på den førende Morris Schuring.

Danskeren var kortvarigt oppe at snuse til føringen, da han mod slutningen af løbet gik i angreb i nedbremsningen efter start-mål-langsiden, men faldt dog tilbage på andenpladsen.

Foto: Porsche Motorsport.

-Det var tæt på at lykkes, men jeg bremsede for sent og kunne ikke gøre overhalingen færdig. Ærgerligt, men det er alligevel svært at være utilfreds efter denne weekend. Vi tager fra Spa-Francorchamps med en god bunke mesterskabspoint, og vigtigst af alt sluttede jeg foran mine nærmeste konkurrenter, hvilket betyder, at jeg øger min føring i mesterskabet. På dén måde er opgaven løst, og jeg ser nu frem til næste afdeling, som foregår på Zandvoort, hvor jeg har rigtige gode erfaringer og er sluttet på podiet de seneste fire løb. Stor tak til hele holder bag BWT Lechner Racing for endnu en stærk weekend, hvor vi nåede dét, vi ønskede, lyder det fra Bastian Buus.

Med andenpladsen på Spa-Francorchamps – det fjerde podieresultat ud af fem mulige – har Bastian Buus øget sin mesterskabsføring i Porsche Mobil 1 Supercup fra syv til 13 point ned sin britiske teamkammerat, Harry King, på andenpladsen. Sjette og syvende afdeling af Porsche Mobil 1 Supercup afvikles den 25.-27. august på hollandske Zandvoort.

Bastian Buus skal imidlertid kun vente en uge på næste opgave, som er fjerde afdeling af Porsche Carrera Cup Deutschland, der afvikles den 4.-6. august på tyske Nürburgring. Her stiller danskeren op for tyske Allied-Racing.

Foto: Porsche Motorsport.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel