Kolding Nyheder

Test af miljøvenligt alternativ til klapning

Elo Christoffersen
Elo Christoffersen
Projektingeniør Per Midjord fra entreprenørfirmaet Munck Havne & Anlæg A/S introducerer den nye metode til Jakob Ville, formand for Plan og Teknik, Knud Erik Langhoff, borgmester, og Torben Gade, projektchef Marina City. Pressefoto.

De næste fire måneder vil Kolding Kommune og entreprenørfirmaet Munck Havne & Anlæg A/S teste en ny, innovativ metode med store perspektiver.

Håbet er, at klapning af opgravet fjordbundsmateriale fra det planlagte Marina City-projekt kan undgås.

-Vi er meget spændte på resultatet af den test, som vores entreprenør nu går i gang med. Et positivt resultat vil betyde meget for vores ambitiøse Marina City-projekt og kan også have store perspektiver for andre projekter udenfor Kolding, hvor man måske helt eller delvist kan undgå opgravning, transport og klapning af fjordbundsmaterialer, fortæller Koldings borgmester, Knud Erik Langhoff (C), i en pressemeddelelse.

Per Midjord og Torben Gade. Pressefoto.

Kolding Kommune arbejder på at etablere en ny bæredygtig bydel med en topmoderne lystbådehavn med plads til 1.000 både, fritidsfaciliteter i forbindelse med vandet, maritime erhverv, havnepromenade, en ny strandpark og ca. 350 boliger.

For at gennemføre projektet er det nødvendigt at øge vanddybden til ny sejlrende, nyt havnebassin og under dæmningen, som skal omkranse det nye areal. Det vil normalt betyde, at der skal graves store mængder fjordbundsmateriale op, som så skal transporteres bort og dumpes ude på havet på en godkendt klapningsplads.

Nu vil Munck Havne & Anlæg A/S i stedet som noget nyt forsøge at suge vandet ud af den mudrede fjordbund, så bunden lige så langsomt sænkes og bliver fast.

Testen

Prammen Victor. Pressefoto.

De seneste dage har entreprenørfirmaet lagt sidste hånd på de praktiske forberedelser og går nu i gang. Testen kommer til at foregå i tre felter á 600-700 kvadratmeter. Fra en pram bliver der stukket lodrette drænslanger dybt ned i den mudrede og vandholdige fjordbund med ca. en meters afstand. Herefter lægges en stor, kraftig presenning ud over fjordbunden i testfeltet, og via sugepumper suges vandet under dugen langsomt ud af fjordbunden, så bunden synker til det ønskede niveau og bliver fast.

Pumperne skal køre døgnet rundt i en-to måneder i hvert testfelt. Pumperne vil dels være placeret i en lukket container på ydermolen, dels ude på fjorden ved testfelterne. Pumperne forventes ikke at skabe støjgener for beboerne i området.

Det vand, som drænes bort, ledes tilbage i fjorden. Vandet bliver testet for næringsstoffer og andre stoffer, der naturligt eller på grund af menneskelig aktivitet ligger i fjordbunden. Forventningen er, at der vil være meget små mængder af disse stoffer, men når der efterfølgende skal laves en miljørapport, vil det blive vurderet, om stofferne udgør nogen miljømæssig udfordring.

Mens testen foregår, vil det lavvandede område sydøst for Marina Syd være lukket for sejlads med sejl- og motorbåde, kajakker, robåde, surf og andre aktiviteter. Området er afmærket med gule bøjer.

Testene skal udføres i dette lavvandede område ud for højhusene ved Marina Syd. Pressefoto.

Fokus på bæredygtighed

Jakob Ville, formand for udvalget Plan og Teknik, glæder sig over, at Kolding Kommune får mulighed for at teste den nye innovative metode, som er udviklet af Munck Havne & Anlæg A/S.

-Vi har store ambitioner om at skabe et Marina City gennemsyret af bæredygtighed. Derfor har vi længe haft fokus på at finde et muligt alternativ til opgravning, transport og klapning af fjordbundsmateriale. Hvis testen falder heldigt ud, kan Munck Havne & Anlæg A/S sammen med Kolding Kommune være med til at sætte helt nye standarder for, hvordan man uddyber fjord- og havbund på en miljøskånsom metode til glæde for både natur og klima, siger han.

Resultaterne af testen ventes at ligge klar sidst på året.

Her kan du se, hvordan den nye metode, som nu skal testes, fungerer. Pressefoto.

Følg projektet

Fra land kan interesserede den kommende tid følge arbejdet, når entreprenørens folk stikker lodrette drænslanger dybt ned i fjordbunden fra en pram ud for Marina Syd.

For enden af ydermolen er der opstillet en mindre container, som bl.a. indeholder en pumpe, der sender trykluft ud til testfelterne. Ved ydermolen er der opsat en planche, som fortæller mere om testen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Del denne artikel