Kolding Nyheder

Udbygning af elnettet: Sti bliver lukket i perioder

Elo Christoffersen
Skrevet af Elo Christoffersen
Langs vandre- og cykelstien mellem Vestre Ringgade og Plovfuren i Kolding lægger TREFOR Elnet en ny højspændingsledning i jorden. Foto: Kolding Kommune.

Der skal lægges en ny højspændingsledning til den nye transformatorstation i Ålegården. Derfor lukkes stien i perioder.

Den kommende tid udbygger Trefor Elnet ledningsnettet med en ny højspændingsledning fra Kolding Ådal til den nye transformatorstation i Ålegården i Kolding.

Ledningen skal styrke forsyningssikkerheden, så elnettet også fremover kan klare efterspørgslen i takt med den grønne omstilling. Mens arbejdet står på, vil der i perioder være lukket for adgang til vandre- og cykelstien langs Kolding Å mellem Vestre Ringgade og Plovfuren, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Kabel lægges i jorden

Det nye 60 kV elkabel bliver lagt i jorden langs den grusbelagte sti, som løber mellem jernbaneskinnerne og Kolding Å. Den naturskønne sti bruges af motionister, hundeluftere, cyklister og andre friluftselskere, og stien anvendes også af skolebørn fra Seest, som går på Aalykkeskolen.

-Vi er meget opmærksomme på, at børnene skal kunne cykle i skole via den rute, som de plejer at bruge. I vores tilladelse har vi derfor indskærpet, at de opgaver, som indebærer, at stien lukkes midlertidigt, skal udføres i skolernes sommerferie, oplyser Louise Sigersted, tilsynsførende ved Kolding Kommune.

Sommeren over bliver der arbejdet på grusstien mellem Plovfuren og Vestre Ringgade i Kolding – den røde linje – når Trefor Elnet udbygger ledningsnettet med en ny højspændingsledning. Den blå linje viser genvejen, som bruges af mange skolebørn fra Seest, der går i skole på Aalykkeskolen. Denne sti berøres ikke, og både før og efter ferien vil børnene fra Seest kunne bruge deres normale skolerute. Illustration: Kolding Kommune.

Arbejdet varer indtil september

Arbejdet er i gang og ventes at strække sig et stykke ind i september. Gravearbejdet starter i den vestlige del af stien ude ved Plovfuren og bevæger sig derefter ind mod Kolding. Biltrafikken på Plovfuren berøres ikke af arbejdet.

I den første fase frem til starten af uge 26 vil det være muligt at passere gravearbejdet og færdes på hele stien. Til gengæld kan man i skolernes sommerferie risikere, at stien vil være lukket for gennemkørsel/-vandring på hverdage i tidsrummet kl. 07.00-16.30 på de strækninger, hvor der arbejdes.

-På nogle strækninger skal der graves i selve stien. Her er vi af hensyn til sikkerheden nødt til at lukke den pågældende strækning, mens der arbejdes. Men man er fortsat velkommen til at løbe en tur tidligt om morgen eller lufte hunden på strækningen, når entreprenørens folk har fyraften, siger Louise Sigersted.

Trefor Elnet sørger for at informere om anlægsarbejdet med skilte i området.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Tagget , ,
Del denne artikel